LURF logo 

Medlemskommunikation 1, 2013

Tørklædet som tegn. Tilsløring og demokrati i en globaliseret verden

Anmeldt af Ole Bjørn

Inge Degn & Kirsten Molly Søholm (red.): Tørklædet som tegn.
Tilsløring og demokrati i en globaliseret verden
Aarhus Universitetsforlag 2011
194 s., ill., 198 kr.

"Tørklædet som tegn" – ups. Er der lagt op til en omgang runddans med semiotikere? Når jeg danser med, bliver det sjældent et kønt syn. Mine fødder er alt for tunge til semiotik-trin. Så det var med en vis frygt og bæven, jeg småtrippede hen til bogen. Men mine bange anelser var ganske ubegrundede, for det er både kompetente og pædagogiske skribenter, der er sat på opgaven at undersøge tørklædet ud fra to vinkler: tørklædet som kulturelt tegn og nationale modeller for løsningen af tørklædestriden.

Bogomslag

I første del besvares de overordnede spørgsmål: hvad er kultur, hvorledes er en kulturs tegn og koder underlagt forandring og endelig hvorledes afkodes kulturelle tegn? Og udgangspunktet er Clifford Geertz' definition af kultur som "et offentligt væv af betydning, som vi kommunikerer igennem med dem, der kender koden". Og så er vi jo i trygge hænder – og konfrontationerne ligger lige for. Opfattes tørklædet som et kulturelt symbol, så gælder ifølge Geertz, at kulturelle symboler kun kan afkodes korrekt inden for samme kultur. Dvs. udenforstående har et problem, når symbolet ikke kan omtolkes til ens egne kulturelle koder eller når symbolet tolkes forskelligt i de forskellige kulturer – og hver især hævder at have patent på netop deres fortolkning eller afkodning.

Men inden vi kommer i gang, så har de to redaktører Inge Degn og Kirsten Molly Søholm varmet op med en ganske lang og særdeles velskreven indledning – så når man ikke andet, så læs den. Alene den er en god begrundelse for at købe nogle eksemplarer af bogen til AT-projekter og SRP.

I den første artikel giver Ole Høiris en gennemgang fra antikken til nutiden af Vestens omgang med og fortællinger om de fremmede – og her er især hans skelnen mellem partikularisme og universalisme interessant. Ifølge Høiris hænger kulturbegrebet sammen med en partikularistisk verdens- og samfundsopfattelse, hvor identiteten internaliseres gennem de nære relationer, mens omvendt samfunds- eller civilisationsbegrebet er knyttet til en universalistisk verdens- og samfundsopfattelse, hvor tilhørsforholdet er kontraktuelt og relateret til fornuften. Bringer vi det ned på jorden og tørklædet eller sløret i spil, så må vi i et universalistisk perspektiv afvise sløret i et opgør med traditionelle undertrykkelsesformer, hvor kvinder i alle lande solidarisk må forene sig i kampen for frihed og lighed. Her hænger vi selvfølgelig i arven fra Oplysningstidens og Kants opfattelse af den universelle fornuft og menneskerettigheder. Men set i et partikularistisk perspektiv må vi også medgive den enkelte kvinde spundet ind i netop sit kulturelle spind retten til at forme sit eget liv og dermed også retten til selv at definere tørklædet eller slørets funktion.

Forskellen mellem det partikulære og universelle går for mig at se gennem hele bogen som en rød tråd, men nok så vigtigt, kan den skriveraske lærer med lidt behændighed formulere et A4-ark omkring de to begreber, der absolut er anvendelige i en undervisningssituation.

Det samme kan siges om Jan Lindhardts spændende artikel om "Klæder skaber folk" eller hvad?
Lindhardt viser, hvorledes de muslimske indvandrere står i en årtusind gammel påklædnings-tradition som vi også selv er en del af. Paulus er jo ikke meget bedre end Taliban hvad angår kvinder, men der ligger en sekularisering mellem dem og os. En af pointerne i artiklen er tøjets funktion: dækker klæderne over et syndigt legeme og skaber ærbarhed eller rettere skaber folk? Eller er der som i antikken en bevidsthed om, at klæder skjuler "den nøgne sandhed", og at der er forskel på mig og mit tøj? Og er den "nøgne sandhed" en del af min individualitet? Ifølge Lindhardt hører det til individ-tanken i det 19.århundrede, at man ikke kan være et fuldt og helt individ, hvis andre kender en for godt – så på med tøjet, så mit "sande jeg" er skjult for omverdenen.

Tove Engelhardt Mathiassen behandler i sit bidrag sløret i en vestlig, kristen og sekulariseret sammenhæng og undersøger de forskellige opfattelser af sløret og slørets mange varianter i en haut couture-sammenhæng – det er som at bladre i et modemagasin. Men pointen er selvfølgelig understregningen af tegns og koders foranderlighed og slørets mange funktioner i relation til kvindens iscenesættelse.

Ikke alle teksterne er lige velegnet til eleverne i relation til niveau og graden af spænding, men Rikke Andersens tekst "Burka og bryster. Debatter om tørklæder, tilgængelighed, ligestilling og nationalitet" er i elevernes øjenhøjde – og en øjenåbner. For hvis man overhovedet havde haft de mindste forhåbninger om at den danske debat omkring tørklæder og burka havde et vist niveau, ja så punkteres de alle på stribe: "Jeg vil gerne have lov til at se muslimske kvinders flotte bryster" lød det fra Søren Espersen, Dansk Folkeparti, som argument for at det ikke skulle være tilladt for muslimske kvinder at være tildækket. Men Espersen er ikke den eneste aktør i klubben for gakkede argumenter – og sat på spidsen må forfatteren da også konkludere, at den rationelle tale om frihed og lighed i virkeligheden betyder åbenhed og tilgængelighed, der igen er identisk med at kvinder – for at blive accepteret som en del af det nationale danske fællesskab – skal være tilgængelige kropsligt (for blikke og berøring).

Debatniveauet i Danmark sættes dog ikke kun af politikerne, medierne gør også deres til at vi bliver i rendestenen. Her forklares de etniske minoriteters kultur gennem henvisning til islam og dermed også undertrykkelse, vold, drab, tvang og voldtægt. Tilsvarende vanskabninger fra etniske danske mænd forklares der imod ikke ud fra deres danskhed eller danske kultur, men at det er individer, for hvem noget er gået galt.

Det forstemmende i den danske debat fortsætter i Birte Siims tekst "Det muslimske tørklæde som udfordring for demokratisk ligestilling", hvor fokus er stillet ind på Forlketinget, domstolene, medierne og feministiske grupper med sideblik på tilsvarende debatter i Frankrig, Tyskland, England, Holland og Tyrkiet. Spændende læsning og oplagt i samfundsfag.

Og så slutter bogen af med tre fremragende indføringer i Tyskland, Frankrig og Tyrkiets håndtering af muslimske kvinders forskellige tildækninger. Kristen Molly Søholm skriver om "Tyskland mellem ledekultur og multikultur. Tysk politisk kultur og tørklædestriden omkring Fereshta Ludin", Inge Degn om "Verdslighed – hegemonisk diskurs eller demokratiets selvforsvar? Debatten om det islamiske tørklæde i Frankrig" og endelig Mehmet Ümit Necef om "Tørklædet i Tyrkiet". Har man været en ihærdig avislæser gennem de sidste år, er der faktuelt ikke så meget nyt i de tre artikler, men artiklerne kæder debatterne og begivenhederne sammen med et suverænt overblik og velfølende indsigter i de respektive landes politiske klima og kultur – det er lige til samfundsfag og Tyrkiet-teksten en oplægger i religionstimen. Det eneste jeg lige savner hos Necef er en uddybning af "balladen" omkring det sekulære parti CHP, der traditionen tro var for det kemalistiske tørklædeforbud, så ændrede partiet kurs og ville afskaffe tørklædeforbudet, men efter uro i baglandet besluttede CHP-toppen sig for at skelne mellem det traditionelle tørklæde og det religiøse "türban", der fortsat skal være forbudt.

Men vi skal ikke hænge os i detaljer – og dem, der er, overskygger på ingen måde, at denne bog med sine antropologiske, teologiske og etnografiske synsvinkler løfter debatten op af rendestenen (hvis politikerne og medierne vil læse den) og os lærere op i overblikkets og indsigtens højder – og der kan vi jo godt lide at være.

Ole Bjørn
Dronninglund Gymnasium