LURF logo 

Medlemskommunikation 1, 2013

Filosofiens verden

Anmeldt af Johannes Adamsen, lektor, ph.d., Læreruddannelsen i Aarhus

Peter Kemp: Filosofiens verden. Kritik – etik – pædagogik – religion. Tiderne skifter 2012. 416 s.

De fleste, femten, af bogens 25 kapitler er udgivet før, med tre undtagelser er det fra 2008 og frem. Alligevel er bogen forsøgt tænkt som en helhed, for de ti nye kapitler, samt de af og til ganske vel omskrevne eller udvidede kapitler er virkelig søgt tilpasset bogens overordnede formål om at præsentere filosofiens verden, både som en verden af filosofiske tanker og tænkning, systemer og begreber, og som Kemps verden gennem mere end 50 år (han udgav sin første bog i 1960).

Selv om bogen har en vis helhedskarakter er den dog stadig en antologi, især idet de enkelte kapitler kan læses for sig. Den overordnede tredeling i 1. filosofisk kritik, 2. pædagogisk filosofi og 3. religionsfilosofi fjerner ikke helt antologikarakteren; dertil er springet mellem nogle af kapitlerne simpelt hen for stor. Til gengæld gør det jo lidt nemmere at vælge ud efter interesse. Nogle af bidragene har også vundet ved redigering, fx afsnittet om 'Skolen for verdensborgerlig dannelse' (tidligere trykt i Folkeskolens filosofi), som er blevet til det positive mere afdæmpet, men ikke mindre udfordrende. (Dog har Kemp en del fejl i detaljen, som ikke bliver rettet, fx blev opgaven bag Herders sprogafhandling ikke stillet i 1789, men 1769, s. 257, og Schleiermachers Om Religion kom ikke i år 1800, men i 1799, s. 260).

Bogomslag

Overordnet er det læseværdige bidrag. Peter Kemp svinger en del i niveau, svagest står oftest de mere samfundsfilosofiske/politiske – og nok for lidt politisk filosofiske – bidrag. Stærkest er Kemp i det religionsfilosofiske. Eller anderledes formuleret: Kemps tendens til af og til bare at fremstille sin sag med mere eller mindre eksplicit afregning med 'modstanderne' kan godt blive lidt for entydig, medens omvendt han bliver ganske tankevækkende når han selv er udfordret af sagen. Fx kommer han vel let om konflikten mellem kristendom og islam ved at hævde at almindelige muslimer ser Muhammed som et fredssymbol (s. 386). Det kan jeg ikke uden videre udelukke, men noget belæg får vi ikke. Omvendt er kapitlerne om sundhed (kap. 11) og om tilgivelse (kap. 20) meget gode.

Som nogle af Kemps store fortjenester i dansk filosofi og åndsliv hører temmelig sikkert de kritiske med- og modspillende introduktioner af franske filosoffer, fra Bergson og Sartre i tresserne over Paul Ricoeur (ikke mindst Ricoeur) og Derrida til Levinas og Vladimir Jankélévitch (kap. 20). Ved sin insisterende fastholdelse af grundhumane temaer som historie og glemsel, skyld og tilgivelse, væren og eksistens, metafysiske temaer i det hele taget, har Peter Kemp i et halvt århundrede kæmpet en væsentlig kamp og gjort sig fortjent til hæder.

Væsentlig finder jeg Kemps indsats i pædagogisk filosofi, især med sit udkast til tanken om dannelse som verdensborgerlig, først i bogform i 2005, og siden i flere artikler, inkl. to kapitler i nærværende bog. Man kan jo hertil indvende at tanken om det verdensborgerlige i sit ordvalg, sin appel til de sidste tyve års tale om globalisering, og sin forbindelse til nye tanker om medborgerskab måske i virkeligheden skjuler at humanitetstanken bag indebærer det samme og måske mere, ikke ved at ville mere, men ved i det tilsyneladende mindre at være mere konkret og navnlig mere kritisk. Og jeg synes også at Kemps indfaldsvinkel blænder af for det store arbejde der siden 1. verdenskrig og under den kolde krig blev gjort i mellemfolkeligt regi Når nu begrebet om verdensborger er relativ nyt, trods aner i 1700-tallet, hvoraf kom så den faktiske indsats ud over nationale grænser? Kemp end ikke stiller spørgsmålet.

Hermed har jeg ikke bare omfavnet Kemps religionsfilosofiske tænkning. Men hele det store arbejde med narrativ teologi (religionsfilosofi), som de fleste af kapitlerne i sidste tredjedel beskæftiger sig med, fortjener en anden og mere dybtgående kritik. Her skal det bare fastholdes at Kemp ved at spørge til og udarbejde sider af det såkaldte mytisk-potiske sprog bidrager til at fastholde og levendegøre en dimension, som en mere moderne og nominalistisk sprog- og verdensopfattelse ikke kan stille noget op med. Her er der også muligheder for en religionsdidaktisk tilknytning og grundlagsarbejde.