LURF logo 

Medlemskommunikation 1, 2013

Kirkens historie, bind 1-2

Anmeldt af Niels Willert, lektor, dr.theol.
Læreruddannelsen Blaagaard/KDAS, UCC.

Carsten Bach-Nielsen og Per Ingesman (red.): Kirkens historie,
bind 1-2.
802 og 787 sider; 698 kr. Hans Reitzels Forlag, København 2012.

Faktisk kunne man godt have ønsket sig, at denne store kirkehistoriske fremstilling ikke var samlet i to bind, men derimod fire bind, for det er nogle tunge bøger at have med i tasken, når man enten som lærer eller studerende skal bruge dem i undervisningen. De vejer næsten fire kilo tilsammen. En anden grund hertil kunne også være, at værket er skrevet af fire forskellige kirkehistorikere, der hver især tager sig af en epoke i historien. Det er der som helhed kommet et godt og solidt resultat ud af, og er bøgerne tunge at bære, så er de på den anden side gennemgående ikke tunge at læse, om end der indimellem er tale om tunge sager, der tages under behandling.

Bogomslag

De fire kirkehistorikere er alle ansat på, hvad der nu hedder Faculty of Arts, på Aarhus Universitet, og er specialister i hvert sit område, som de skriver om. Niels Arne Pedersen er lektor dr.theol. og oldkirkeforsker med særlige interesser inden for studierne af gnosticisme og manikæisme i forhold til kristendommen. Han har skrevet afsnittene om oldkirken. Per Ingesman har skrevet om middelalderen samt renæssancen. Han er af uddannelse historiker og i dag professor dr.phil. Hans specialeområde er især forholdet mellem Danmark og pavestolen i middelalderen, ligesom han har arbejdet meget med senmiddelalderen og reformationstiden. Carsten Bach-Nielsen er lic.theol. og lektor i nyere og nyeste kirkehistorie og har en særlig interesse i forholdet mellem kunsthistorie, litteraturhistorie og kirkehistorie. Han, der også er uddannet i kunsthistorie, har taget sig af tiden ca. 1500-1800. Den nyere og nyeste historie er så blevet varetaget af nu professor emeritus Jens Holger Schjørring, hvis særlige interesseområder har været de sidste to århundreders kirkehistorie med særlig vægt på dels dansk kirke- og teologihistorie, dels internationale relationer i nutidens kirkeliv i en globaliseret verden.

De fire forskere har ikke alene hvert sit fagområde, men også hver især sin måde at behandle kirkehistorien på, hvilket de har givet hinanden frie hænder til. De har således hver især kunnet accentuere og nuancere fremstillingen ud fra, hvad de har skønnet at være væsentligt og relevant. Man er da heller ikke i tvivl om som læser, hvem der står bag afsnittene, hvilket taler til fordel for dette store værk, der samtidig bærer præg af en vis form for homogenitet, for så vidt som de har forpligtet hinanden på at skrive et oversigtsværk, der tegner de store linjer med omtale af de vigtigste kirkehistoriske begivenheder og personer. Hvad der også binder dette smukke boghåndværk sammen, er den overdådige billedredaktion, der omfatter flotte gengivelser af talrige billeder, skulpturer, kirker m.m. samt ikke så få geografiske kort og oversigter m.m. Det tjener alt sammen til at gøre dette værk ikke alene læservenligt, men også pædagogisk tilgængeligt. At teksten er sat op med brede marginer, gør det ligeledes muligt for læseren at gøre notater. Der er med andre ord tænkt på, at bogværket først og fremmest er skrevet for studerende, om end mange andre læsere også er tænkt med.

Kirkehistorien erstatter tidligere tilsvarende kirkehistoriske fremstillinger på dansk, dels den dansk-svenske Kirkehistorie af H. Holmquist og J. Nørregaard fra 1930erne med senere udgaver, dels Torben Christensens og Sven Göranssons dansk-svenske Kyrkohistoria 1-3 fra 1970erne. Det er indlysende, at der skulle skrives et nyt og i forskningsmæssig henseende opdateret værk i et lignende omfang som de tidligere. Men som der gøres opmærksom på i forordet, så har man truffet det valg i forhold til Christensens og Göranssons Kyrkohistoria ikke at styre imod en lige så detaljeret og omfattende fremstilling som den tidligere, der vil have alt med og bevæger sig ud i enhver afkrog af verden før og nu. Man må således med den nye fremstilling f.eks. undvære kristendommens historie på Madagascar og i Australien! Global er fremstillingen dog stadigvæk, om end der ofte er tale om fra- og tilvalg. At Vestens kirkehistorie derfor er kommet til at spille den afgørende rolle, er indlysende – og indimellem kritisabelt, når man tager i betragtning, hvilken betydning kristendommen i dag spiller dels i Rusland og Østeuropa, dels i Asien og Afrika. Det er alt sammen med, men snarere i eksemplarisk form end i form af en kontinuerlig fremstilling af et forløb.

Til gengæld har man valgt at integrere den danske og nordiske kirkehistorie, hvilket er en klar fordel og i øvrigt også indlysende at gøre. Det er generelt lykkedes godt, men visse steder kunne man nok have udnyttet denne disponering ved i højere grad at tænke samspillet med mellem Danmark og de nordiske lande på den ene side og de andre vestlige lande, herunder USA, på den anden side. Under alle omstændigheder skal det dog hilses velkommen i betragtning af, i hvor høj grad begivenheder og personer herhjemme er påvirkede af, hvad der sker uden for landets grænser.

Hvad er så nyt og interessant for os undervisere i forhold til tidligere fremstillinger? Lad mig give nogle eksempler. I Niels Arne Pedersens fine gennemgang af oldkirken har den nyeste forskning sat sig tydeligt igennem, f.eks. når han behandler spørgsmålet om gnosticismens oprindelse, om den er opstået forud for kristendommen, som tidligere antaget, eller om den udspringer af kristendommen, som mange i dag vil hævde. Loyalt diskuteres det med afvejning af synspunkter og opmærksomhed omkring kildematerialets uhomogene præg. I det hele taget får vi et ganske andet billede af oldkirkens pluralisme end tidligere. At manikæismen og østlige strømninger har fået en særlig plads, kan ikke undre med Niels Arne Pedersens forskning, og der gives også gode grunde til at fokusere så meget på den østlige del af romerriget i forhold til tidligere fremstillinger. Det var jo især i den del af riget, at mange var gået over til den nye religion. Det er interessant læsning. Om kristenforfølgelser og kristnes reaktion herpå samt om kristnes forhold til døden, skrives der også på en ny og nuanceret måde. En detalje: Jeg undrer mig over, at der side 187 og side 269 står, at de to rigshalvdele siden tiden efter Konstantin den Store aldrig mere blev forenet under den samme kejser, hvilket jo er tilfældet med Justinian den Store i 500-tallet. Det varede dog ikke så længe.

I Per Ingesmans gennemgang af middelalderen fornemmer man hurtigt, at her står en historiker bag fremstillingen, der har som gennemgående træk, at de sociale og politiske faktorer inddrages i langt højere grad, end det var tilfældet i tidligere fremstillinger. Per Ingesman skriver klart og fremstiller ofte komplicerede forhold på en overskuelig måde. Han er også god til at krydre fremstillingen med konkrete eksempler. Men en gennemgående svaghed i hans disponering af stoffet er, at det i for høj grad bliver kirkeinstitutionens historie på bekostning af teologiens historie. Det er således ikke de store teologiske udfordringer og spændinger, der præger gennemgangen af de skolastiske teologer. Til gengæld er hans grundige gennemgang af lægfolkets religiøse vækkelse, tiggerordenernes betydning for lægfolket, kirkens pastorale praksis samt senmiddelalderens spiritualitet og fromhed meget spændende læsning med nye accentueringer og nuanceringer. Hertil kommer, at vi for en gangs skyld får en fremstilling af senmiddelalderen, der ikke tegner et generelt billede af en forfaldsperiode, men tværtimod peger på, at reformationen i mange henseender allerede forberedes i disse sidste århundreder af middelalderen. Det er et betydningsfuldt korrektiv til traditionel fremstilling af denne periode, hvis forfaldstegn heller ikke lades ude af betragtning. At fremstillingen afsluttes med renæssance og humanisme, medvirker til at underbygge dette syn på en glidende overgang. Om dansk middelalder er der et enkelt afsnit, hvilket er velskrevet og kondenseret, men tilbage sidder man med en fornemmelse af, at her kunne flere emner godt være mere udfoldet, f.eks. kirkebyggeriet. At gennemgangen af Danmarks middelalder blot skulle være et eksempel på en national kirkehistorie som skrevet side 687, er vel ikke en tilfældighed.

Tiden fra ca. 1500 til ca. 1800 er skrevet af Carsten Bach-Nielsen, der således har fået det tunge ansvar at skulle gennemgå Luther og reformationen. Men trods gode intentioner fremstår dette indledende afsnit ikke særlig klart og også alt for kortfattet. Her havde en kronologisk oversigt som andre steder i værket været på sin plads. At det efterfølgende afsnit bærer overskriften "De tyske reformationer" og indledes med en gennemgang af Zwingli og edsforbundet i Schweiz, må da vist også forvirre enhver studerende. Jeg undrer mig også over, at det varer så længe, førend Calvin bliver inddraget. Til gengæld er det i forhold til tidligere fremstillinger godt, at Carsten Bach-Nielsen gør så meget ud af Calvin og calvinismen, som det er tilfældet. Men under alle omstændigheder, så er en kompliceret kirkehistorisk udvikling med splittelser ikke blevet mindre kompliceret i denne fremstilling, der savner en overordnet pædagogisk hånd. Ærgerligt, for der ligger en stor og bred kulturhistorisk viden bagved. Til gengæld er afsnittet om den katolske modreformation, hvis betegnelse med rette problematiseres, klart og informativt, og man aner kunsthistorikerens greb om fremstillingen. Det er også tilfældet med de efterfølgende afsnit om 1600- og 1700-tallet, der er lykkedes bedre end de indledende lidt diffuse afsnit om reformationsårhundredet.

Jens Holger Schjørring tager sig af tiden fra den franske revolution og helt frem til i dag med, hvad han kalder global kristendom. Det er en særdeles velskrevet og pædagogisk fremstilling, der både har sans for det store overblik og samtidig bevæger sig fint ned i detaljerne, hvor det kan levendegøre fremstillingen. Det giver god mening nærmest at tage udgangspunkt i religionskritikken for derpå at afsøge teologiens svar herpå i en sekulariseret og moderne tidsalder. Der veksles mellem gennemgange af katolicisme og ortodoks kirke på den ene side og protestantiske kirker, herunder den danske folkekirke fra 1849. Det fungerer glimrende med integrationen af dansk og nordisk kristendom, men mulighederne for at accentuere samspillet kunne nok være bedre udnyttet. Det er, som om afsnittene om Danmark er føjet til snarere end integreret i den større sammenhæng. Men velskrevet er det og med spændende nye detaljer, f.eks. at P.C. Kierkegaard som den første brugte betegnelsen "folkekirke". Interessant er afsnittet om industrialiseringen i England og dens betydning for kirkelivet. Og her, fornemmer man, lykkes det at trække linier over Nordsøen. Kirkerne i mellemkrigstiden og deres stillingtagen under 2. Verdenskrig og i Østeuropa er stof, der har optaget Schjørring meget, hvilket også præger den solide og levende fremstilling. Det gør sig også gældende med afsnittet om kristendommen på den sydlige halvkugle, der i sagens natur har fået en eksemplarisk karakter i modsætning til Christensens og Göransons minutiøse gennemgang af kristendommen i de andre verdensdele. Nu er det blevet overskueligt og også vedkommende.

Samlet set må dette store arbejde først og fremmest karakteriseres som et vellykket projekt. Hver forfatter runder hvert afsnit af med en sammenfatning samt omhyggelig oversigt over den litteratur, der ligger til grund for fremstillingen. Hvad man så kunne savne flere steder, er en mere præcis henvisning til kildematerialet. At der foreligger kildeteksthefter for de studerende på Aarhus Universitet, er godt, men hvorfor ikke få det trykt og udgivet i bogform som tillægsbind til dette værk? Det fortjener det. Til gengæld er der en glimrende litteraturvejledning til sidst, ligesom man også her får en oversigt over billederne. Bogværket er forsynet med personnavneregister og sag- og stednavneregister. Derimod kunne man godt savne en oversigt over relevante begreber som hjælp for den studerende.

Til sidst: Kan dette flotte værk gøre nytte i læreruddannelsen? Både ja og nej. Selvfølgelig kan en så omfattende fremstilling ikke anvendes som de studerendes grundbog i undervisningsfaget Kristendomskundskab/Religion. Men den er uomgængelig som håndbog for enhver læreruddanner, der vil undervise i faget på et forskningsbaseret og opdateret niveau. Og det skal man.