LURF logo 

Medlemskommunikation 1, 2013

De måske kristne

Anmeldt af Henning Nørhøj

Iben Krogsdal: De måske kristne. 254 sider – kr. 249,-
(e-bog kr. 149,-) Forlaget Anis 2012.

Individualiseringen og tolkningen af kristendommen i lyset af en gør-det-selv-spiritualitet som et postmoderne fænomen bliver i Iben Krogsdals bog klart dokumenteret. Igennem de seneste årtier er der foretaget en række religionssociologiske undersøgelser af danskernes kristendomsforståelse. Det har været kvantitative undersøgelser, spørgeskemaundersøgelser, hvor man har prøvet at afdække religiøsiteten, sådan som den lige nu ser ud. Man har villet kortlægge forandringer i kirke- og kristendomsforståelsen. Men problemet har hele vejen været, at spørgsmål og svar blev afhængige af hinanden: Som man spurgte, sådan fik man også svar.

Iben Krogsdal, der har Ph.d. i religionsvidenskab ved Århus Universitet, har i en årrække forsket i moderne menneskers religiøsitet.

Bogomslag

Hun går nye veje i sin forskning, idet hun er optaget af de mange måder, hvorpå mennesker taler om og udlever deres religiøsitet. De forskellige versioner af kristendom hos nutidens danskere kommer til udtryk gennem livshistorier. Det er netop sådanne livshistorier, Iben Krogsdal fremlægger i "De måske kristne".

Gennem de sidste 30-40 år er der sket væsentlige forandringer i de måder, hvorpå mennesker forsøger at forklare sig selv, hvad der er sket i deres liv. Iflg. Iben Krogsdal er der sket, hvad hun kalder en "psykologisering" af det senmoderne liv.  Dermed mener hun en opmærksomheds-vending fra det ydre til det indre. Psykologien bliver slet og ret brugt til at forklare, hvorfor det går mennesker godt eller skidt og hvordan mennesker forholder sig til det religiøse.

Bogen beskriver først de forandringer i forklaringer, hun finder i de indsendte livshistorier – en forandring som lader sig beskrive som en forskydning fra tro på en metafysisk Gud og hans uransagelige veje til en selvransagelse. Dernæst giver Iben Krogsdal os et indblik i fortællernes religiøse oplevelser og måder at være religiøs på. I et tredje hovedafsnit tematiseres fortællernes forhold til folkekirken: 1) Kirke og tro som et naturligt udgangspunkt for fortælleren. 2) Kirken som et afmagtens frirum for den enkelte. 3) Kirken som den fjerne kirke, hvor der tros på mine vegne. 4) kirken som den autoritet, der ikke kan gælde længere, for autoriteten finder jeg i mig selv. Hvad er så udfordringen til folkekirken? - spørger forfatteren til sidst.

Blandt de mange livshistorier vil jeg her nævne Hanne, der taler om kirken på baggrund af en lang søgen gennem alternative uddannelser, kurser og litteratur: "Nu har jeg bevæget mig i rigtig mange religiøse retninger, og kirken har jo en tendens til, uanset om man kommer i folkekirken eller den katolske kirke, eller hvad for en kirke, man kommer i, at der søger man hen, og der er præsten den, der formidler. Er mellemled mellem den søgende og guddommen, kan man sige. Mens for mig der er det mere, at vi har det inden i os selv. Vi behøver ikke at søge det andre steder".

Der er her klart en forskydning i opmærksomhed fra det ydre (Gud, samfund, historie) til det individuelle indre. Især de yngre viser i deres redegørelse for deres livshistorie, at deres udvikling og forståelse ses i et læringsperspektiv, siger Iben Krogsdal. Kriser giver indsigter og vækst. Og der spørges så efter, hvordan man kan komme videre, udvikle sig og blive en bedre anden.

Folkekirken kan tydeligt nok ikke bruges som "vi-tror-på-det-samme-kirke. Men er det så kirken som vejleder og rum for den enkeltes finden ind til sig selv, en "følelseskirke", der er brug for?

I læreruddannelsens (hidtidige) KLM-fag mærkers den religiøse interesse og de mange spørgsmål til en klaring af eksistensens grundlæggende spørgsmål som en daglig udfordring for os i læreruddannelsen. I folkeskolen har vi da også brug for lærere, der er så forankret i sig selv, at de kan bruge andre, forholde sig til samfund og historie og dermed indgå i et skabende og lærende fællesskab.