LURF logo 

Medlemskommunikation 1, 2013

Johann Bugenhagen. Luthersk reformator i Tyskland og Danmark

Anmeldt af Niels Willert, lektor, dr.theol.
Læreruddannelsen Blaagaard/KDAS, UCC.

Martin Schwarz Lausten: Johann Bugenhagen. Luthersk reformator i Tyskland og Danmark. 308 sider; 289 kr.
Forlaget Anis, København 2011.

På Bispetorvet foran Vor Frue Kirke i København er der et reformationsmonument, der blev opstillet i 1943. På dette monuments sokkel er der fire broncerelieffer, der gengiver nogle hovedbegivenheder under reformationens gennemførelse. Et af dem viser Johann Bugenhagen, der indvier de første syv evangeliske superintendenter i Vor Frue Kirke 1537. Som bekendt brugte man ved den lejlighed ikke betegnelsen biskop for netop at markere bruddet med fortidens bispekirke. Johann Bugenhagen var heller ikke biskop, men alene præsteviet, hvilket også er bemærkelsesværdigt.

Bogomslag

Det tyske navn Bugenhagen forbinder man med den danske reformationshistorie, hvor han spillede en hovedrolle som kongens rådgiver i kirkelige og teologiske anliggender og som den, der forestod de store symbolskladede begivenheder, hvormed bruddet med fortiden blev iscenesat. Men meget mere ved de fleste af os nok ikke om denne så betydningsfulde skikkelse. Det har kirkehistorikeren Martin Schwarz Lausten nu rådet bod på med en fin bog, der kaster et grundigt lys over denne mand fra Pommeren, hvis såvel privat- som arbejdsliv var tæt forbundet med Martin Luther. Schwarz Lausten er som bekendt i særlig grad specialist i reformationshistorien og ikke mindst den danske gennemførelse af den evangelisk lutherske reformation, hvor han har skrevet ikke så få bøger om såvel kongerne og deres religionspolitik (Christian II og Christian III) som teologerne (Martin Luther, Philipp Melanchton, Hans Tausen, Peder Palladius). Det siger derfor næsten sig selv, at der i denne nye bog forekommer gentagelser i forhold til tidligere udgivelser, men på den anden side er man ikke i tvivl om, at her foreligger der resultater af nye arkivstudier, der bringer os tæt ind på livet af Bugenhagen. Fremstillingen afspejler en traditionel historieskrivning, der følger kilderne tæt uden at stille så mange spørgsmål, men den kildenære stil får på den anden side Bugenhagen til at træde tydeligt frem som det levende menneske, han med sit store intellekt, men også lidt grove og barske væsen åbenbart var. Man fristes nok ikke uden grund til at sammenligne ham med Luther.

Vi følger ham fra hans opvækst i Pommern, hvor han med udgangspunkt i den katolske humanisme ret hurtigt bevægede sig i luthersk retning. Luthers skrift om kirkens babyloniske fangenskab og dets opgør med den katolske opfattelse af sakramenterne kom ham i hænde, og så gik det hurtigt med en karriere, der blev knyttet til Luther og universitetet og stadskirken i Wittenberg. Vi følger ham tæt i Schwarz Laustens deltaljerede gennemgang, der også rummer et fint overblik over Bugenhagens teologiske ståsted, der i store træk er på linje med Luthers teologi bortset fra, at Bugenhagen f.eks. modsat Luther i en tilspidset situation kunne gå ind for modstandsret mod den katolske kejser.

Af særlig interesse i en dansk sammenhæng er selvfølgelig Bugenhagens ophold i København i årene 1537-39. Men det er her værd at bemærke, at Bugenhagen allerede traf sammen med hertug Christian (den senere Christian III) i 1529 i Flensburg og på hertugens foranledning stod i spidsen for en religionssamtale, hvor man gjorde op med den sværmeriske Melchior Hoffman, der forfægtede et spiritualistisk nadversyn. Da Christian III derfor i 1537 fik Bugenhagen til København, var han forberedt på, hvilken teologisk og organisatorisk kapacitet han havde fået som sin rådgiver.

Schwarz Laustens beskrivelse af Bugenhagens rolle som den, der stod i spidsen for reformationshøjtidelighederne i København, er spændende læsning, f.eks. kommer vi tæt på kongeparrets kroning og salving, ligesom vi får indblik i Kirkeordinansens affattelse samt indsættelsen af de første lutherske biskopper og genåbningen af Københavns Universitet. Vi får også et klart indtryk af, at den lutherske toregimentelære nok bliver respekteret og så alligevel sprængt med den såvel politiske som religiøse rolle, kongen får med Bugenhagens velsignelse. Det er som en gammeltestamentlig præstekonge, at Christian III nu træder frem.

Mange år blev det ikke til, for andre opgaver i Tyskland ventede på Bugenhagen. Kongen kunne ikke overtale ham til at blive, men rådgiver på afstand vedblev han med at være. Hans rolle i de kirkepolitiske konflikter i de efterfølgende årtier i Tyskland var heller ikke uvæsentlig, når et territorium gik over til lutherdommen.

Til sidst bør nævnes den sammenskrivning af de fire evangeliers lidelseshistorie, som Bugenhagen udgav i bogform i 1530erne og som findes i Den danske Salmebog. Med til denne sammenskrivning hørte et tillæg om Jerusalems ødelæggelse baseret på især den jødiske historiker Josefus' beskrivelse heraf. Der skulle åbenbart ikke herske tvivl om, at der var en sammenhæng mellem Jesu død og ødelæggelsen af Jerusalem og templet. Forholdet mellem kristne og jøder er som bekendt også et af de områder, som Schwarz Lausten har specialiseret sig i.