LURF logo 

Medlemskommunikation 1, 2013

Jøder og kristne i Danmark. Fra middelalderen til nyere tid

Anmeldt af Niels Willert, lektor, dr.theol.
Læreruddannelsen Blaagaard/KDAS, UCC.

Martin Schwarz Lausten: Jøder og kristne i Danmark. Fra middelalderen til nyere tid. 352 sider; 299 kr. Forlaget Anis, København 2012.

I årene 2002-2007 udgav Martin Schwarz Lausten et 6-binds værk om forholdet mellem jøder og kristne i Danmark i tiden fra middelalderen og frem til 1948 med oprettelsen af staten Israel. Det er et imponerende arkivarbejde med kildestudier, der ligger til grund for disse bøger, der har givet os adgang til denne vigtige historie og måske især for den nyeste histories vedkommende har givet anledning til megen selvransagelse. Arkivarbejdet har også været afslørende, hvad angår visse nyere kirkefolks antisemitiske holdning til jøder.

Bogomslag

Med et så stort forskningsarbejde publiceret i seks tykke bøger siger det sig selv, at der hermed også stilles nogle særlige krav til læseren, der selvfølgelig kan vælge fra og til, afhængigt af hvor ens interesser går. Men tid kræver det, og på den baggrund er det derfor nyttigt, at Schwarz Lausten nu har udgivet en bog, hvori han samler al stoffet i en kondenseret og overskuelig form, der gør det langt nemmere for læseren at trække de store linjer op og danne sig et overblik over forholdet mellem jøder og kristne i de sidste tusind års Danmarkshistorie. Og vil man herfra gå mere i dybden med et emne eller en periode, da kan man gå til det store værk.  Jeg er ikke i tvivl om, at mange må have ventet på netop denne bog, men den har været værd at vente på.

Det gælder også læreruddannelsens såvel KLM-fag som linje- og undervisningsfag Kristendomskundskab/Religion. Især for KLM-faget med et formålsbestemt krav om inddragelse af jødedommen som europæisk minoritetsreligion ved siden ad islam er bogen nyttig, når det drejer sig om f.eks. problemstillinger omkring en religiøs minoritetsgruppes integration eller assimilation i det danske samfund. Men også linjefaget/undervisningsfaget kan med en gennemgang af jødedommen hente væsentligt stof som f.eks. oplysninger om forskellige former for jødedom herhjemme, ortodoks jødedom eller reformjødedom. Under alle omstændigheder, så er der stof til det ene og det andet fra hver en periode i denne lange historie.

I kapitlet om middelalderen, der af gode grunde ikke handler om jøder i Danmark, eftersom de som bekendt kom hertil langt senere, hører vi til gengæld om, hvordan antijødiske stemninger såmænd også dengang bredte sig til Danmark f.eks. i periodens historieskrivning. Det er forstemmende, hvor meget den antijudaistiske tendens ude i Europa allerede dengang satte sit præg på den kirkelige og teologiske bevidsthed herhjemme. At korstogsbevægelsen i særlig grad bragte den op på overfladen, kan ikke undre. Og fra kalkmalerierne kender vi jo også til stigmatiseringen af jøderne, når kristendommens grundfortælling skulle udfoldes på væggene. Sammenhængen mellem Jesu korsdød og jødernes skæbne stod åbenbart soleklart for kirkens folk.

Kapitlet om reformationsårhundredet indledes forståeligt nok med Luthers jødehad, et had der ikke bliver neddæmpet blandt de danske reformatorer som Hans Tausen og Peder Palladius, der dog ikke citerer fra Luthers antijødiske skrifter. Men med lutherdommens vægt på Jesu korsdød som frelsesvej er det ikke så underligt, at jødernes optræden i evangeliernes lidelseshistorie bliver aktualiseret. Det har været skæbnesvangert. At Christian IV åbnede dørene op for jøderne skal da også ses på baggrund af 1600-tallets lutherske ortodoksi. Dørene blev nok ikke åbnet meget mere op end på klem.

På den baggrund ånder man for en stund lettet op under gennemgangen af pietismen og oplysningstiden, hvor især den sidste strømning rummer eksempler på en anderledes tolerant indstilling til jøderne. Omtalen af biskop Balle (side 134ff.) er værd at fremhæve, for her var der en kirkens mand, der indså det unyttige i som hos pietisterne at forsøge at tvinge jøderne til at konvertere. Paulus' udtalelser i Romerbrevet 11,25ff. om, at jøderne en dag vil misunde hedningerne og vende om til Kristus, skulle jo tages alvorligt. Det gjorde Balle ikke, kaldte tværtimod jøderne for medborgere og medborgerinder ved en årsfest på den jødiske Carolineskole, om end han også måtte erkende, at jøderne havde taget fejl.

1800-tallets store politiske og samfundsmæssige begivenheder må også påkalde opmærksomhed, når det gælder jøderne. Ulykkerne over Danmark i begyndelsen af århundredet krævede for pøbelen åbenbart en syndebuk, hvilket resulterede i jødefejden i 1819. Inden da havde der været en litterær jødefejde i 1813. At det såkaldte frihedsbrev i 1814 med borgerret til jøderne godt nok afspejlede en anden positiv tilgang i det dannede borgerskab, er rigtigt, men at det skulle være den helt store vending i en integrationsproces, får Schwarz Lausten sat spørgsmålstegn ved. Valgbare til de nyoprettede stænderforsamlinger i 1830erne blev de f.eks. ikke. Først med Grundlovens religionsfrihed ændredes vilkårene for jøderne betragteligt.

Men hverken sekularisering og integration kunne ændre ved, at der fortsat dukkede antijudaistiske holdninger frem som f.eks. i såvel Søren Kierkegaards som H.L. Martensens skriverier. Og når vi kommer frem til 1930erne dukker antisemitismen også op herhjemme, bl.a. hos den navnkundige salmeforsker Anders Malling, der også for en tid var nazist. Indre Missions holdninger fornægter sig heller ikke, for her svinges pisken også over jøderne, der slog Jesus ihjel, og derfor sidenhen har måttet leve med Guds straf i hælene. Men besættelsestiden rummer som bekendt også den modsatte sympatitilkendegivelse over for jøderne, i særlig grad udtrykt hos Københavns mangeårige biskop Hans Fuglsang-Damgaard, der stod bag hyrdebrevet i 1943, der tog afstand fra nazisternes forestående jødeaktion.

Historien rummer både jødesympati og jødehad, forsøg på integration og på ghettoisering. Men først og fremmest efterlader Schwarz Laustens bog det overordnede indtryk, at integrationen lykkedes trods rodfæstet religiøst funderet jødehad fra kirkens side og fordomme tillige i den brede befolkning. Man fristes til at drage paralleller til nutidens udfordringer i et etnisk og religiøst set mangfoldigt samfund. Måtte vi dog tage ved lære af historien! Også af den grund må bogen anbefales på det varmeste.