LURF logo 

Medlemskommunikation 1, 2013

Alle har ret. Demokrati som princip og problem

Anmeldt af Johannes Adamsen, lektor, ph.d., Læreruddannelsen i Aarhus

Rune Lykkeberg: Alle har ret. Demokrati som princip og problem. Gyldendal 2012.

At demokrati er andet og mere end en styreform er faktisk, sådan kan man af og til tænke, en offentlig hemmelighed. På den ene side har mange en noget forkortet forestilling om at bare man indfører afstemning rundt i verden, så har man indført demokrati, på den anden side er det et genkommende råb at noget er udemokratisk, især i demokratiske samfund, ikke fordi samfundets styreform og politik ikke er demokratisk, men fordi – oftest – at der gøres forskel, der mangler indflydelse eller lignende.

På den måde kan man sige at Rune Lykkeberg, kommentator og redaktionschef på Dagbladet Information, rammer hovedet på sømmet med sin nye bog, Alle har ret. Demokrati som princip og problem. Bogen er da også blevet udførligt og omfattende anmeldt i dagspressen og andre steder og vist nok overalt meget rosende.

Bogomslag

Det er der sådan set også grund til. Lykkeberg er vidende, velskrivende, original, har noget på hjerte og kan formulere det ind i nye og overraskende sammenhænge, især med brug af skønlitteratur og større forfatterskaber.

Fra begyndelsen forskubber Lykkeberg interessen, og for så vidt demokratidefinitionen, fra stats- og styreform til princip; ikke forholdet mellem stat og borger står i fokus, men forholdet mellem mennesker. Derfor er Lykkeberg alt overvejende interesseret i disse relationer: "Demokratiet opleves til daglig som en præmis og et problem, ikke som et facit og en løsning." Og Lykkeberg fortsætter: "Demokrati er en fordring, som siger, at de såkaldt kloge, dannede, ansvarlige og pæne aldrig har monopol indsigt, dannelse, ansvarlighed og anstændighed. (…) Demokrati er og bliver en revolutionær fordring, fordi den tilsiger, at ingen principielt skal underkaste sig autoriteter, som de ikke anerkender." Lykkeberg bemærker korrekt at det har konsekvenser for statsformen og siger at den politiske kamp handler om "hvorvidt man har institutioner og borgere, som kan realisere det demokratiske princip." (s. 11) Derfor er store dele af bogen viet analyser af forholdet mellem mennesker, og da disse forhold ofte træder frem i kunstnerisk formidlet form, æstetisk, så er bogen formelig spækket med analyser af skønlitteratur (Ibsen, Holberg, Hammann, Pontoppidan, Knausgård, Blixen), film (Klovn) og før- og anti-demokratiske forfattere som Holberg, Kierkegaard og Brandes. Det betyder ikke at vi ikke får kloge kommentarer og analyser fra demokratiteoretikere og politiske filosoffer, for folk som Robert A. Dahl, Tocqueville, Honneth, Løgstrup og Pierre Rosanvallon inddrages.

Alle har ret er en på mange måder god bog. Lykkeberg har fat i afgørende problemstillinger, og det er overvejende træffende fremstillinger og analyser af store dele af den inddragne litteratur. (Note 1) Brugen af skønlitteratur er eksemplarisk, især når nu udgangspunktet handler om det mellemmenneskelige. At spørge kunstnere og forfattere her hører til en af Lykkebergs allerstærkeste indsatser.

Men der kan også anføres mere problematiske sider ved den valgte fokus. Lykkebergs begynder som sagt med at forskubbe interessen fra demokrati som statsform til demokrati som princip. Hans interesse heri er indlysende, nemlig at den begrebslige rigiditet og medfølgende kritikimmune indstilling hos mange demokrater undermineres. Men der er også en pris at betale. For selv om Lykkeberg mener at demokrati som princip får følger for statsformen, så synes jeg at underbetoningen heraf, forkærligheden for noget man vel må kalde et populistisk standpunkt, og en vaklende begrebsafklaring (note 2) slører den samlede analyse.

Kritikken kan formuleres på mange måder. Lykkebergs grundpointe, som er forudgrebet allerede af Montesquieu, der skelnede mellem en regeringsforms natur og dens princip, er altså at demokratiets princip er en ret til selv at anerkende autoriteter. Men det er galt, og det kan kun derfor nemt forfejle sagen. Lykkeberg formulerer ikke et demokratisk princip her, men tanken om individets principielle suverænitet – hvilket er og bliver nonsens. Suverænitetstanken er udviklet i et forsøg på at komme til rette med religioners magt i 15 og 1600-tallets Europa (især den katolske kirkes underminerende potentiale i ikke-katolske lande), og den bliver af Rousseau overført til folket, folkesuverænitet – hvilket allerede er opskriften på problemer – og nu bliver det ført ud i sin fulde konsekvens med individet. Lykkeberg kan ikke i ramme alvor fastholde sin definition. Individets ret kan ikke bestå i at måtte anerkende eller forkaste enhver potentiel autoritet. Det ville være ødelæggende. Det kan kun være retten til at deltage i valget og at kræve begrundelser for magtudøvelse – men det er jo noget helt andet. Jeg skal ikke anerkende en valgt autoritet af anden politisk anskuelse end min, jeg skal acceptere den.

Det hænger nemlig sammen med et andet stærkt underbelyst træk i demokratiet, nemlig repræsentationen. Og det kommer slet ikke op som et problem (som især Charles Taylor fint har analyseret det) at en repræsentation er en frihedstænkning, som kræver at man kan leve med beslutninger, man ikke selv har truffet. Men brugen af meningsmålinger, fokusgrupper, folkeafstemninger osv., gør det til en nærliggende tanke at tænke kontraktpolitisk og demagogisk iscenesætte kampagner om løftebrud osv. – den logiske konsekvens kan kun være at politikerne ikke længere repræsenterer deres vælgere, men reelt betragtes som vælgernes delegater (som skal komme tilbage og have nye forhandlingsoplæg hele tiden). Dette er underminerende, også selv om mange politikere, fra Anders Fogh Rasmussens Venstre til S-SF's valgkamp har prøvet at fiske stemmer på det. Lykkebergs analyse kan ikke indfange det; begreber og fænomener som repræsentation, modernitet, egalitarisme forsvinder ned og ind i samlebegrebet demokratisk. Hvilket faktisk også bliver lidt trættende.

Men det giver også Lykkeberg mulighed for at ride sin kæphest om et forhold mellem (selvpostuleret) elite og folket, som ikke høres og agtes, jf. definitionen i indledningen "Demokrati er en fordring, som siger, at de såkaldt kloge, dannede, ansvarlige og pæne aldrig har monopol indsigt, dannelse, ansvarlighed og anstændighed". Lykkebergs lidt voldsomme afhængighed her, tror jeg, af Rosanvallon søger at fremme et moderne populistisk standpunkt om at folk har indsigt i eget liv og derfor ikke skal udelukkes som udannet etc. lyder tilforladeligt, men det overser at en dialog så sandelig kan lukkes fra begge sider. Det er i dag vel næppe et mindre problem i politisk debat at ville udelukke modstandere fx med æstetiske vurdering om at være 'stueren' end det er at ville udelukke med modsatrettede påstande om overlegenhed, hovskisnovski osv. Det skal retfærdigvis siges at Lykkeberg forsøger at kvalificere sin position ved at indføre en skelnen, hvor mennesker ikke forholder sig direkte til hinanden, men via et sagforhold. Vigtigt, og det kan ikke siges for tit, men er det tilstrækkeligt som det er formuleret?

Til sidst må jeg også anfægte nogle af Lykkebergs enkelttolkninger, her i forbindelse med Løgstrup. Ud over at jeg finder at Lykkeberg er lidt billig og ikke tager Løgstrup alvorligt nok ang. teknokrati, så forleder hans interesse i 'demokratiets princip' ham sandsynligvis til at overse konteksten. Det drejer sig om Løgstrups kritik af en studerende som ikke ville anerkende hans autoritet og derfor ville diskutere med ham inden sagen var fremstillet (s. 321ff.). Lykkeberg mener nok at Løgstrup har ret, men mener også at den studerende har en pointe: "De, der bestemmer, formår ofte at bestemme rammerne for den frie samtale om, hvad der er rigtigt og forkert" (s. 323), men, fortsætter Lykkeberg, "Hvis vi følger Løgstrups krav om, at indvendinger forholder sig til 'stoffet', vil det være umuligt for langt de fleste mennesker at kritisere den fælleseuropæiske valuta 'euroen'" (s. 324). Lykkeberg henter sit argument fra politikken (økonomien) og forfejler at Løgstrups eksempel er fra universitetet, hvor de studerende principielt skal lære og derfor ikke meningsfuldt kan diskutere noget, hvor indsigten endnu ikke er der. Det er dog værre: Selv eksemplet om euroen halter, og her kommer Løgstrups problem med teknokratiet tilbage, for selv her kan man ikke meningsfuldt være imod det man ikke forstår. Men man kan i politik vælge at fokusere på noget andet, og sige at det økonomiske argument skal underordnes et nationalt, men det er noget andet (og heller ikke uproblematisk). Jeg ser ikke andet end at Lykkeberg korrigerer Løgstrup på forfejlet grundlag.

Alt i alt en vigtig og lærerig bog. Man kan efter behag finde den lidt vel lang, men den har væsentlig træk. Dog, det ensidige fokus fra begyndelsen gør det ikke til nogen uomgængelig bog om demokratiet og dets udfordringer og problemer, så som teknokrati, repræsentation, modernitet, egoisme og rethaverisk adfærd, manglende forståelse for fællesskab og lovgivning, EU-medlemskab, globalisering, civilsamfundet, økonomisk hasard og kasinoøkonomi, samt rovdrift på vores naturgivne livsgrundlag. Alt dette fortoner sig i det 'mellemmenneskelige', kønsproblematik og populismeanalyser. Jeg kan ikke frigøre mig fra den konklusion at bogen mere præcist kunne være tituleret noget i retning af 'demokratiet og dets egalitarismeproblem'. Som for øvrigt allerede Montesquieu adresserede så inciterende – og Tocqueville noget bedre end Lykkeberg tilstår ham.
Allersidst, så kan jeg heller ikke frigøre mig fra at Lykkebergs individualistiske og populistiske interesse i at så og sige myndiggøre den enkelte får ham til i bedste til dels naive oplysningstradition at fejlvurdere hvor meget den enkelte egentlig trives med selv at have ret. Er det ikke sådan at omslaget fra individuel ansvarlighed til individualisme netop er nationalismens tvillingebror? Og omvendt at nationalismen lever bedst hvor den appellerer til ensomme folk, hvis ensomhed netop får dem til at værdsætte meningsfællesskabet højere end sandheden og humaniteten? Og er det ikke sådan at det moderne repræsentative demokrati netop altid – i kraft af tanken om folkesuverænitet – forudsætter et nationalt fællesskab? Hvorfor nationalismen som 'løsning' byder sig til, når det med jævne mellemrum viser sig at individet netop ikke er et stærkt enkeltmenneske, men at individet er det væsen som gerne finder sammen, netop pga. manglende kultur og interesse, i kampen mod fælles fjende – indbildt eller ej? Det virker som om Lykkeberg aldrig i forbindelse med sit projekt har overvejet Kants diktum om mennesket som det væsen der behøver en herre.
Og er det ikke netop her dannelsestanken kommer ind? Som et kulturhistorisk båret arbejde med forståelsen og forvaltningen af egen frihed? Måske er spørgsmålet slet ikke om alle har ret, men om at lære at have uret, og ikke mindst, om at lære at have ret og ikke få det? Er der ikke stadig noget at lære af Ciceros "jeg vil hellere have uret med Platon end ret med hans kritikere"?

Noter

1) Der er dog også direkte fejltolkninger, fx s. 251, hvor Lykkeberg slet ikke fanger kardinalens reference til gnosticismen og tror det handler om at himlen lige som er lavere over jorden. Afsnittet om Blixen er ikke dybtborende og hører sammen med det om Løgstrup ikke til de stærkeste.

2) Fx giver det ikke mening at kalde retssystemet aristokratisk (s. 11, jf. s. 44, og note 37 på s. 337), hvilket normalt vil sige forbundet med fødselsadel (korrekt s. 29), retssystemet er, om man vil, meritokratisk.