LURF logo 

Medlemskommunikation 1, 2013

Gyldendals pædagogikhåndbog. Otte tilgange til pædagogik

Anmeldt af Johannes Adamsen, lektor, ph.d., Læreruddannelsen i Aarhus

Hans Jørgen Kristensen & Per Fibæk Laursen (red.), Gyldendals Pædagogik Håndbog. Otte tilgange til pædagogik. 2012.

Dette omfattende introduktionsværk, som præsenterer sig som en håndbog, har otte 'tilgange', pædagogisk filosofi, pædagogisk sociologi, didaktik, pædagogisk psykologi, pædagogik og etik, pædagogikkens historie, pædagogisk antropologi og pædagogik som fag.

Jeg noterer med det samme to ting, nemlig for det første at Jens Rasmussen i sit afsnit om 'Moderne pædagogik' (s.91-108) meget godt om ikke forklarer, så dog illustrerer det vi kommer til at døje med i de næste år med ny læreruddannelse. Rasmussen fremstiller her i kortform den påstand at indholdsorienterede læreplaner kun er sammenhængsløs informationsophobning (det er nok at man ved nogle årstal og kender nogle navne), mens resultatstyrende ditto, med kompetence etc., selvfølgelig kan det hele, analyse og refleksion (s. 99). Hvilken skarpsindighed, det kunne jeg da have sagt mig selv! Sørme godt vi får skiftet ud.

Bogomslag

For det andet bemærker jeg at kapitlerne om pædagogik og etik (s. 287-353) nok er læseværdig, men dog efter min bedømmelse kun vanskeligt vil kunne anvendes som andet end nødtørftig oversigt, fx er de få linjer om etiske positioner (s. 301) efter min bedste overbevisning ikke til nogen som helst hjælp.

Grunden til at give bogen et ord med er at der er en udmærket indledende del om Pædagogisk filosofi, hvor både Karsten Schnack (s. 28-43) og Sven Erik Nordenbo (s. 44-65) siger forstandige ting. Schnack angiver fem forhold om dannelse som almendannelse, nemlig 1. dannelse for alle, 2. alsidig dannelse, 3. almindelig eller fælles dannelse; dernæst tilføjer han væsentlig nok – og ikke normalt hos Schnack, jf. afsnittet i Pædagogisk Opslagsbog – 4. kulturhistorisk dannelse og 5. politisk dannelse. Selv om det ikke uddybes er det bemærkelsesværdigt overhovedet at finde det nævnt, og man må hilse det velkomment og bede om opmærksomhed om sagen. Det er ikke et forsvar for KLM i læreruddannelsen, men i hvert fald et ikke normalt hørt forsvar, om end ikke egentlig begrundelse for kulturhistorie som legitimt i folkeskolen.

Nordenbo opridser først, med udgangs punkt i Humboldt, et dannelsesideal (det er gjort bedre og på lige så kort plads af Alexander von Oettingen i Medborgerskab – et nyt dannelsesideal?), men så analyserer han kompetencebegrebet, hvor han for øvrigt anmærker at dets brug i videnskabeligt regi toppede allerede i 70'erne! Pointen er at de to idealer står skarpt over for hinanden, og Nordenbo ser ikke noget tegn på revitalisering eller rehabilitering af dannelsesidealet. Det virker ret nøgternt; Nordenbo ser ikke ud til at begræde det, men han virker da slet ikke til at bifalde det.

Også i del 8 om pædagogik som fag er der læseværdige (og reelt pædagogisk filosofiske kapitler) af von Oettingen og Bent Nabe-Nielsen. Begge bør være basisstof, og begge er vigtige, hvis man skal have KLM til at spille frugtbart sammen med andre sider af området LG i den nye læreruddannelse.

Bogen er generelt god. Den er nok ikke en Stand der Forschung, men inden for en række områder kan man med vekslende held og svingende niveau, men sjældent helt ueffent få et indblik i en række områder, som enhver seminarielærer/underviser på læreruddannelsen bør vide. Der er ikke noget enhedssyn, og en del indlæg modsiges af andre. Heldigvis.