LURF logo 

Medlemskommunikation 1, 2013

De gudsforladtes Gud. Kristendom efter postmodernismen

Anmeldt af Henning Nørhøj

Lars Sandbeck. De gudsforladtes Gud. Kristendom efter postmodernismen. 230 sider, kr. 249,- Forlaget Anis 2012.

Hvordan kan vi tale om Gud i dag? Det er det spørgsmål, som Lars Sandbeck vil prøve at besvare. Og det ved at udvikle en opdateret, postmoderne version af den klassiske korsteologi. Almagtsteologien er ikke bare en umulighed i dag. Den er også kynisk og umenneskelig jvf. ultrakonservative teologers forsøg på at forklare udåden på Utøya som Gudvillet.

Jeg har gennem årene været meget optaget af den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich. Som ung gjorde han tjeneste som feltpræst ved vestfronten 1914-18. Alle hans ideale forestillinger brast totalt. Selv mindes han en nat ved Verdun, hvor han drev omkring mellem de døende og granaterne regnede ned. "Da sagde jeg til mig selv: Dette er afslutningen på den idealistiske del af min tænkning! Da forstod jeg, at idealismen var skudt i stykker."

Bogomslag

Halvt i spøg og halvt i alvor foreslog Tillich selv engang, at kirkens skulle udstede et forbud mod at bruge de religiøse hovedbegreber i 30 år – for at give tid til overvejelser over, hvordan de kunne oversættes ind i en ny tid. Selv bruger Tillich eksistentialismens begrebsverden og sprog. Det gamle teologiske begreb "synd" er at leve i fremmedgørelsen, hvilket er et vilkår for mennesket. Mennesket er skilt fra "værens grund", som Tillich udtrykker det. Men når mennesket spørger efter væren, så spørger det efter den magt, som er modsat tomhed, skyld, meningsløshed og død. Denne "værens magt" kalder Tillich for Gud.. Den som spørger efter tilværelsens dyb og sidste virkelighed, spørger efter Gud. Gud er dybet i tilværelsen. Grunden for al væren er Gud.

Tillichs svar på, hvordan man kan tale om Gud i dag, er modernitetens. Lars Sandbeck mener, at en gudstale og et gudsbegreb, som er på niveau med nutidsmenneskers erfaringer nødvendigvis må være det, han kalder en teologi for de korsfæstede. Altså for dem, der som Jesus på korset er blevet ramt af tvivl og anfægtelse og i desperation råber. "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig". Det er selvfølgelig ikke en klassisk korsteologi, som Lars Sandbeck vil udvikle, men en teologi der tager nutidsmenneskets ambivalente gudsforhold alvorligt, dvs. det nutidsmenneske der afviser diverse metafysiske og folkereligiøse forestillinger om det guddommelige.

På den en side fortsætter Lars Sandbeck linjen fra Grosbølls afvisning af det metafysiskes Gudsbegreb, troen på en skabende og opretholdende Gud – og Niels Grønkjærs ret så dybdeborende bog, Den nye Gud, Efter ateisme og fundamentalisme. Lars Sandbeck vil på én gang være postmodernist og ortodoks. Han vil bekræfte Guds personale karakter og hævde treenigheden. Gud lader sig identificere som Fader Søn og Helligånd, skriver Lars Sandbeck. En kristen Gud er en Gud, der har gjort og gør sig tilgængelig for mennesker – og derfor også er en gud, der kan påvirke og blive påvirket af det, der ikke selv er Gud. Og det er så her, vi har den postmodernistiske tolkning.

Bogen er delt i to dele. Først foretager Lars Sandbeck en ret så omfattende analyse af postmodernismen både som et kulturelt, filosofisk og teologisk fænomen. Denne analyse giver så grundlag for at give et tidssvarende bud på talen om Gud i dag. Og dette bud udvikles i diskussion med en række postmoderne teologer og religionsfilsoffer. Her bemærker man sig det store tal af amerikanske teologer. Det vil sprænge denne anmeldelses rammer totalt, at følge Lars Sandbeck både i analysen af postmodernismen og i hans teologiske diskussion, som han i øvrigt rubricerer under overskrifter, der netop signaler den postmoderne tolkning: Guds død, Guds svaghed, Guds foranderlighed.

Når Lars Sandbeck gør regnskab er det med udgangspunkt i den amerikanske teolog Robert Jenson: "Gud er det, der sker med Jesus". Gud er den begivenhed, i hvilken han kommer til mennesker. Det er hans kærligheds begivenhed. For Jesus er både den historiske person, men samtidig også inkarnationen af den uendelige selvhengivende og selvopofrende kærlighedsbegivenhed, som vi kalder Gud (s. 206). Gud som begivenhed, som sker mellem mennesker og mellem mennesker i deres fællesskab med Jesus, omsætter Lars Sandbeck så (i tilslutning til Jenson) i et trinitarisk Gudsbegreb: Faderens er Gudsbegivenhedens udspring. Jesus eller Sønnen er Gudsbegivenhedens konkrete og aktuelle virkeliggørelse og Helligånden er så Gudsbegivenhedens fremtidige fuldendelse. Mao. inkarnerer Gud sig som den vi burde være, og ikke kan være, nemlig dem der tør slippe sikkerheden i et transcendent Gudsbegreb og være til for andre. Så sker Gud.

Bliver religion nu til filosofi, og bliver kristendommens mål til realiseringen af den rene kærligheds selvhengivelse? Svarer den postmoderne tolkning ikke netop til vor tids individualisme, "I do it in my way"? Disse og mange andre spørgsmål, sidder man tilbage med efter læsningen af Lars Sandbecks bog.

"De gudsforladtes Gud" sætter kristendommen i et nyt og tankevækkende perspektiv. Lars Sandbeck har et påtrængende og nødvendigt anliggende: Der skal tales om Gud på ny. Paul Tillich rejste spørgsmålet – og det med rødder i klassisk teologi – og vovede sig ind i et nyt sprog. Det satte sig i øvrigt spor i religionspædagogikken. Men hvem tager hans anliggende op – i dag?