LURF logo 

Medlemskommunikation 1, 2013

Israel-Palæstina: Tro, håb og glemte ansigter

Af Johan Thorendahl fra læreruddannelsen i Aarhus

Den franske filosof Emmanuel Levinas har analyseret, hvordan menneskelige 'ansigt-til-ansigt-relationer' udvikler empati og barmhjertighed. Hvad sker der så, hvis et apartheidstyre adskiller folk? Dette essay er skrevet ud fra samtaler med folk i Jerusalem og på Vestbredden

Den israelske regerings apartheidpolitik er for nylig blevet konfronteret med hård kritik og kildemæssig dokumentation i historikeren Joseph DeVoirs bog "Palestine Monitor. Factbook 2012". I den følgende tekst følges et parallelt spor ved at genfortælle nogle erfaringer fra en studietur til Jerusalem i marts 2013 med ekskursioner til de palæstinensiske områder Ramallah, Betlehem og Østjerusalem. Der er således tale om personlige øjebliksbilleder og nedskrevne udsagn navnlig fra palæstinensere om livet i et apartheidstyre. Derfor har beretningen en formidlende stil, der spænder fra en essay-lignende genre over dokumentation til de mange udsagn fra palæstinensere.

I Jerusalem og omegn er der mange smukke kulturminder og en rig og mangfoldig religiøs praksis. Byen som gammelt helligsted for religionerne islam, jødedom og kristendom er beskrevet af Hanne Følner, m.fl. i "Kuplen, Muren, Graven" (2006). - Således var det centrale fokus for studieturen studiet af religion og religiøs dialog mellem religioner. Men gang på gang syntes den israelske regerings politik bevidst at stille sig i vejen for en peace-dialogue med palæstinensere. Derfor begyndte jeg som privatperson at føre en særlig dagbog med optegnelser af hændelser og udsagn om politikken i et apartheidstyre, der synes at fastholde et fravær af empati og barmhjertighed. Beretningen skal alene opfattes som et personligt efterspil af tanker.

Mand ved vestmuren

Eb mand beder ved Vestmuren

Apartheid på Vestbredden

Vi var indkvarteret i et dejligt herberg Abrahams Hostel i Jerusalem; nogle hyggelige omgivelser for vores daglige udflugter. En dag drog vi af sted mod ruinerne af Qumran-sekten og Massada-borgen for at ende ved Det døde Hav. Det blev en overraskelse, at den palæstinensiske taxabuschauffør pludselig begyndte at tale undervejs, hvilket ikke var aftalt. Han fortalte, den israelske regering nu har frataget 'unge' palæstinensere under 30 år deres bevægelsesfrihed. De må kun være i de israelske områder, hvis de har et certifikat eller en arbejdstilladelse fra det israelske ministerium, der skal forevises på anmodning ved kontrol og checkpoints; de må heller ikke køre på de gode hovedveje, israelerne har anlagt på den besatte Vestbred, ellers gives bøde- og fængselsstraf. En hård politik, tænkte jeg. Så bliver unge palæstinensere jo delvis ekskluderet fra storbylivet i Jerusalem og andre faciliteter, ja afskåret fra de bedste trafiklinjer i deres eget selvstyreområde! Nogle dage forinden læste jeg nyheden i Al Jazeeras netavis, om at det israelske trafikministerium p.t. prøvekører to busser under kategorien "Palestinians only" på den besatte Vestbred.

Muren langs vejen til Betlehem

Over højtaleren kom buschaufføren med flere informationer. I Israel er det sådan, sagde han, at israelske bilister har ens nummerplader. Men palæstinenserne skal køre med to andre nummerplader, så farvetypen angiver, om transporten er offentlig eller privat. Nu fik jeg associationen, at palæstinensere stadig undgår den israelske kontrol, når de stiger ud af bilerne og blander sig i folkemængden; med mindre lovgivningen en dag skulle vedtage, at de også skal bære genkendelige mærker på tøjet. En strøtanke, der straks blev overdøvet af højtalerens nye skratten: hvis en palæstinenser skal opereres på et israelsk hospital, lød det, skal han først overføres af en palæstinensisk ambulance til checkpointet. Så må man anmode israelske myndigheder om, at patienten kan komme videre. Godkendes det, bliver en israelsk ambulance sendt til checkpointet; den syge patient flyttes så ind i den ambulance, før transporten kan fortsætte. Nogle patienter må være døde i ventetiden, tænkte jeg.

På vej til Ramallah

Næste dag tog vi med den almindelige bustrafik til palæstinenserne hovedstad Ramallah, der ligger på Vestbredden. Da bussen nærmede sig checkpointet gled den landskabelige idyl om bagved en langstrakt grå apartheidmur, der bugtede sig over bakke og dal. Ved checkpointet var det iøjnefaldende, at den israelske regering anlægger pæne omgivelser på den israelske side af muren. På den palæstinensiske side kun 1,5 m længere fremme er alt i uorden. Det flyder med affald mellem de israelske soldater, og man får en ubehagelig fornemmelse af at begive sig ind i et uciviliseret ingenmandsland. Der var dynger af dæk og plastikaffald overalt. På tilbageturen faldt vi senere i snak med to palæstinensiske mænd på omkring 60 år, der begge havde boet i USA i flere år. Lige før vores ankomst til gitre, rækværkstunneler og stålkarruseller sammen med overvågningstårne; israelske soldater med maskingeværer - sagde den ene "This wall is killing us!". Bussen standsede under tårne med overvågningskameraer. To unge soldater steg ind, han havde lige fortalt hende en vits, så hun lo højt, mens geværløbet blev bakset nedad på kontrolruten ned gennem midtergangen. Hvad gør det egentlig ved et samfund, tænkte jeg, at israelske mænd har 3 års værnepligt og kvinder to år; at de skal kontrollere ca. 600 checkpoints på den besatte Vestbred?

Ckeckpoint

Ved alle checkpoints er der mange sværtbevæbnede israelske soldater. Samtidig har regeringen opstillet advarselssignaler i form af store skilte på 2 x 1,5 m. med hvid skrift på en rød baggrund. De fortæller, at man begiver sig ind i et palæstinensisk område fx 'Area A'. Der står, at det kan medføre livsfare og specifikt henvendt til israelere indskærpes et adgangsforbud: at det er kriminelt for dem at fortsætte ifølge israelsk lovgivning, hvis man ikke har et særligt ministerielt certifikat.

Muren

Disse advarselsskilte skræmmer turister, så de afstår fra at bevæge sig egenhændigt ind i territorierne, hvilket skaber store finansielle tab for den palæstinensiske turisme. Advarslen om livsfare betones kraftigt i de israelske turistbureauer, der til gengæld tilbyder en sikker transport til arkæologiske sites på Vestbredden. Da jeg fx besluttede at køre fra Jerusalem til Hebron, fik jeg kun lov at stå ved busstationens stoppested hos nogle unge palæstinensiske piger i et minut. Straks ankom en israelsk taxachauffør talte om, hvor farligt det var, med alvorstunge øjne. I taxaen kunne han bringe mig sikkert til de arkæologiske lokaliteter og tilbage igen. Israelske turistbusser kan også spille på frygten, når passagerer får instruktion i at undgå kontakt med palæstinensere; at man skal gå lige ind i fødselskirken i Betlehem og direkte tilbage til bussen. Sådan kan de overtage turismen fra palæstinenserne.

Sceneri ved ckeckpoint

Da vi slap ud af checkpointet, gennem det lodsepladsagtige sceneri, følte man en vis lettelse ved at blive sluset ind i et idyllisk palæstinensisk byliv med flere smukke arkitektoniske prestigeprojekter, der rejste sig mod himlen. Af en eller anden grund stod flere af bygningerne i forstaden til Ramallah uden monterede vinduer. Vi oplevede en befolkning, der gav os stor opmærksomhed som turistgruppe. Måske længtes de efter kontakt med mere almindelige folk udefra, der travede nysgerrigt gennem byens gader. En gruppe af murere standsede byggeriet, murermesteren kravlede ned af stilladset, begav sig hen for at hilse pænt på os. Inde fra butikker lød råbet flere gange "Hello, how are you" ikke for at sælge noget, måske bare for at hilse på andre end israelske soldater. Da vi ankom til det store torvemarked, bragte flere grønthandlere gratis frugt og lod sig smilende fotografere; ikke for at sælge noget, de bød os velkommen! Måske forsøgte de at udviske checkpointets fjendebillede af de farlige palæstinensere?

Selvstyret på Vestbredden

Vi ankom til Det danske hus i Ramallah. I konferencelokalet på 2. sal måtte vi ud at nyde panoramaudsigten med en bjergrig horisontlinje. Jeg bemærkede nogle mondæne boligkomplekser, der stod på en bjergskråning, og spurgte lederen af kulturhuset Christian Balslev-Olesen om deres funktion. Fik så at vide, at regeringen i Ramallah også havde estimeret byggeriet højt, fordi det skulle huse udenlandske diplomater i samarbejdet med Ramallah. Men så fik den israelske regering lavet en lovgivning, der tvang alle diplomater til at bo i Jerusalem. Derfor vanskeliggøres kontakten mellem Ramallah og diplomater, fordi de må igennem daglige opslidende køreture frem og tilbage mellem checkpointene. De fine residenser står derfor tomme.
Selvstyret amputeres, så længe magten er lokaliseret i Jerusalem. Men får de så indflydelse der? Igennem den skrattende højtaler havde vores buschauffør nogle dage forinden fortalt, at han var født på den jordanske Vestbred før år 1967, hvor israelsk militær besatte området. Af den grund var han stadig efter 46 år nægtet israelsk statsborgerskab, israelsk pas og stemmeret. Så han måtte hvert fjerde år forny sit gamle jordanske pas hos myndigheder på østsiden af Det døde Hav. Således får palæstinenserne hverken et egentligt selvstyre eller nogen reel medbestemmelse. Den israelske regering har i øvrigt fuld kontrol over alle skatteindbetalinger samt import & eksport, told og security hos Vestbreddens palæstinensere, der stort set har været statsløse siden 1948.

Fra folk tilknyttet Det danske Hus, i byen og på skolerne - hørte jeg, hvordan iværksættere af fabrikker og industri på Vestbredden var chikaneret af snubletråde fra den israelske regering. Man måtte ansøge om retten til import, og ofte kom varerne ikke frem i tide. Det medførte tab. Havde en fabrikant tjent gode penge på en international handel, skete det, at profitten blev indefrosset af israelske myndigheder. Skulle en fabrikant omvendt ønske at importere fx 500 liter blegemiddel, kunne myndighederne dele ordren op i flere forsendelser. Første levering i hundrede små flasker, mens resten lod vente på sig. Derfor er det svært at administrere og planlægge en fremadrettet industri.

Jødiske bosættere

Som den danske mellemøstekspert Jørgen Bæk Simonsen meget rammende har sagt, så er Israel det eneste sted i verden, hvor en besættelse af andres lovmæssige ejendom betegnes som 'en bosættelse'. På vores rejse i taxabussen hen til Det døde Hav omtalte chaufføren den mest udsatte befolkningsgruppe. Han pegede på de små beduinbyer, vi passerede forbi i den judæiske ørken. Langs motorvejens vejsider så vi deres grupperinger af små tarvelige hytter, hvor de lever uden strøm og vandforsyning. Han fortalte, israelske soldater havde drevet dem længere mod vest efter opførelsen af den store Apartheidmur. Jeg fik øje på en vel 14-årig hyrdedreng, der vogtede et dusin geder og et par køer på græsarealet inde i en motorvejsforgrening. Dem er der ingen, der beskytter! lød det fra højtaleren. Jeg kom til at tænke på en artikel fra Al Jazeeras netavis. Den beskrev, hvordan israelske soldater nogle gange sprænger beduinernes store plastikbeholdere til at opsamle regnvand i luften.

Vi kørte også forbi frugtbare israelske daddelplantager, restauranter og cafeer. Stemmen i højtaleren fortalte, at det egentlig var ulovligt for palæstinenserne at arbejde her, men at staten nu gav dispensation med særlige arbejdscertifikater, fordi en palæstinensers arbejdskraft var billigere end en israelers.

Men hvordan begrunder israelske tilhængere af bosætterpolitikken egentlig besættelsen af palæstinensernes jord? Et af svarene trækker på en gammel zionistisk anekdote om den spæde statsdannelse i 1948. Dengang var staten ligeså ung som David med sin stenslynge, der måtte satse livet i tvekamp med den grumme filisterkæmpe Goliath. Den ulige kamp skete i selvforsvar og David vandt - en analogi til Israels krige efter 1948. Men den nyere historieforskning abonnerer ikke længere på anekdoten, og kalkulerer med en langt mere udspekuleret israelsk erobringspolitik. Hver eneste krig gav palæstinenserne nederlag, så frontlinjen altid rykkede fremad som en 'provisorisk grænse', og bosætterne udvider den stadig i dag - 66 år efter statens oprettelse.

I Ramallah, hørte vi eksempler på, hvordan en typisk jødisk bosættelse kan foregå. Det sker fx om natten, at en konvoj af lastbiler pludselig drøner støjende op på et bakkedrag lastet med bygningselementer til en ny bosætterby. De læsser så af på bjergtoppen, mens palæstinensiske bønder bor længere nede ad skråningerne. I løbet af natten samles de første huse. Så ankommer (ofte ultraortodokse) bosættere i busser. Senere opstilles en bom, der afspærrer adgangen op ad bjergsiden. Ofte sker der så en mekanisk omfordeling af vandresurser fra palæstinensiske bønder til de nye bosættere. Herefter skal bønderne forevise legitimation til militærets israelske vagter ved spærrebommens checkpoint, og tit må de omlægge deres ældre vandkrævende frugt- og grøntplantager til mere tørkeresistente beplantninger af olivenlunde.

Da vi var på vandring igennem hovedstaden hørte vi, at indbyggerne for kort tid siden havde fået et tip om en ny planlagt bosættelse nærved. Den pågældende bjergrige bakketop var jo palæstinensisk ejendom, så nogle unge palæstinensere fik ideen at begive sig derop for at "besætte" deres egen ejendom i en fredelig aktion. Men så blev sagen ført helt op til højesteret i Jerusalem. Ifølge en officiel kendelse afsattes en frist på en uges tid til at finde et kompromis. Men fordi valget var nært forestående så premiereminister Netanyahu stort på retsafgørelsen dvs. den lovgivende og dømmende myndighed. I modstrid med retsafgørelsen lod han soldater fjerne aktivisterne for at vinde vælgertilslutning fra ultraortodokse jøder.

The Arab Evangelical Episcopal School

I Ramallah besøgte vi to kristne skoler med blandede elever fra palæstinensiske kristne og muslimske hjem. På den arabisk evangeliske skole fortalte skolelederen, de holdt en fælles muslimsk-kristen bøn ved morgensamlingen, for at støtte fællesskabet mellem børnene. Han fortalte, at både skolelærere og andre offentligt ansatte havde store vanskeligheder med at leve tåleligt for lønnen. Derfor er der flest kvindelige skolelærere. Mændene må søge større ekstraindtjening andetsteds. En væsentlig grund er, at den israelske regering bestyrer finanserne fra skatteindkrævningen blandt palæstinensiske borgere. Derfor kan den israelske regering nogle gange genere folk i selvstyreområder, fortalte skolelederne. For tiden tilbageholdt regeringen skatteindtægter, så skolelærere ikke havde fået ordentlig løn i fire måneder. Situationen var vanskelig.

Skolen var vist heldig med sin skoleleder, der havde god kontakt til ansatte og elever. Da vi spurgte til hans bestræbelser for at lære børnene om en 'peace-dialogue' med israelerne, blev han underlig fjern i blikket. "Hvordan skulle vi", spurgte han, "kunne lære børnene noget, der modsiges af alle deres erfaringer uden for skolen?". Ordene minded mig om en graffiti på Apartheidmuren: "Who invented the idea, that an occupied people should be peacemaker?" Så spurgte en studerende om hans fremtidsvisioner for situationen på Vestbredden. Skolelederen måtte give to svar. Alt pegede på, at israelerne fik succes med at opløse selvstyret, men lærerne støttede børnenes håb og fremtidsvisioner.

Ramallah Friends School

Skolen i Ramallah var internationalt forgrenet, ledet af amerikanske kvækere. Ved ankomsten mødte vi en amerikansk historiker Joseph DeVoir, som skolelederen betroede os; en vellidt underviser i religion. Som det er nævnt i indledningen har Joseph forfattet en meget kritisk bog om den israelske regerings politik overfor palæstinenserne. Vi modtog alle et eksemplar. Selvom den israelske efterretningstjeneste utvivlsomt havde givet Joseph fængselsstraf for forfatterskabet, hvis han havde været palæstinenser, gjorde det amerikanske statsborgerskab ham urørlig. Men myndighederne chikanerer ham, hver gang han ankommer fra USA til lufthavnen i Tel Aviv for at samarbejde med skolen. En enkelt gang afvistes han med et fly retur til Michigan, andre gange får han visum til en dag eller få dage, og må søge om forlængelser.

Det er et israelsk anslag mod retten til at skrive bøger; alligevel skrev han "Factbook 2012". Senere hjemme på Abraham Hostel sad jeg med en tyrkisk kaffe, kiggede og bladrede i den massive dokumentation. Ligesom den palæstinensiske lutherske teolog Mitri Raheb i Betlehem, beskriver Joseph også, hvordan palæstinenserne betegner landkortet med Vestbredden som en 'sweitzerost'. Det ligner faktisk! På et kort i hans bog kan man se, at israelerne nu har 'stjålet hele den gode ost' ifølge palæstinensisk ironi, mens de selv må klumpe sig sammen i ghettoer eller 'ostehuller'. På et andet kort i bogen ser man, hvordan den israelske regering får placeret bosætterkolonier omkring palæstinensiske områder med såkaldte 'knibtangsoperationer', der senere kan lukkes i enden med et tjekpoint. Disse erobringsstrategier ligner ostehuller på geografiske kort.

Jeg studsede nu over en anden side med et billede af Gaza-striben. Historikeren Joseph beskrev landstriben som verdens største (israelske) fængsel. Det israelske militær har indespærret palæstinenserne på det mest tætbefolkede sted i verden og militæret kontrollerer alle grænselinjer, al import/eksport og al grænse-security. Militæret har tilmed anlagt en sikkerhedszone i nord og øst, der beslaglægger 35 % af den frugtbare palæstinensiske jord. Hvis palæstinensiske børn kommer ind i zonen på 1,5 km bredde, skydes de. Det er dokumenteret, at soldater i 2011 mellem januar og marts skød syv børn og sårede 73 børn, der kom ind i zonen. På andre sider af historikerens "Factbook" dokumenteres det, at israelske fly på 22 dage i 2009 bombede Gaza-stribens infrastruktur med broer, veje, politistationer plus 3.354 civile hjem, der blev bombet helt i ruiner; flere end 400 børn og 114 kvinder døde. Samtidig affyrede den militante afdeling af Hamas utallige jord-til-luft raketter tilbage mod Israel, dog slet ikke med samme træfsikkerhed, så kun få procent ramte noget. – Jeg drak den tyrkiske kop kaffe ned til mudderet. Satte den fra mig...

Skal man ikke skelne mellem civile overgreb - og omfanget af en militær voldsudøvelse? Jeg nåede frem til denne konklusion: begge parter krænker menneskerettighederne ved at dræbe civile - men voldsudøvelsen i den israelske hærs gengældelse er ekstrem. Mod vest har den israelske regering også afspærret 'Gaza-fængslet' på ubestemt tid med en bred maritim bufferzone. Lagde bogen fra mig…

Legeplads i Ramallah

Palæstinensere i Betlehem

Da vi kørte med almindelige taxabusser ind i Betlehem var muren gigantisk med et stort knæk foroven langs hele sin længde, der slog en bugtet sort skygge. Vi måtte gå gennem ca. 300 m. med gitre, stålkarruseller, tunnelsluser og røntgenfotografering af tasker. Atter så vi de røde skilte med advarsler om livsfare. I stedet for at gå direkte ind i fødselskirken, drev vi omkring, talte med lokale palæstinenser bl.a. i en lille slags cafe. Mange hilste på os, men der var næsten ikke andre turister i den antikke hovedgade. En mand kom gående med en kaffebakke: "Coffee?" Fem shekel eller 7 kr. pr. kop. Han behøvede ekstra indtægt, gik op i sin lejlighed i det gamle orientalske kvarter for at lave kaffen. Ingen snød os. Folk var venlige. Da jeg vandrede op forbi det gamle gadenet i den øverste bydel, kom to søde palæstinensiske drenge på 6-7 år hen til mig. De var brødre og ville lave lidt sjov med mig. Jeg gik med på cowboy-spøgen og trykkede dem på brystet, sagde bum-bum; men tænkte, at ordvalget ikke var velvalgt og hilste med et "salam aleikum". Børnene smilede og gav begge hånd, mens de grinede. Da jeg gjorde tegn til, at jeg gerne ville fotografere dem, var de med på ideen, men slog genert øjnene ned, da jeg trykkede.

Omkring kirken vrimlede det med mange amerikanske turister fra forskellige trosretninger. Spontane gudstjenester indtraf, hvor de lovpriste Herren. I USA er der næsten ligeså mange jøder som i Israel, og indtil videre har de støttet israelske jøder med ca. 150 milliarder.

En dreng skærer træfigurer fra bibelen

Evangelical Lutheran Christmas Church

I Betlehem skulle vi møde den palæstinensiske kristne teolog Mitri Raheb, der har viet sit liv til at indgive palæstinenserne fornyet livsmod og fremtidshåb under besættelsen og den fortsatte annektering af deres jord. Han taler om syv nøgler til at forstå og løse konflikten mellem jøder og palæstinensere. Han ønsker dialog. En nøgle pointerer, at der førhen har været al for megen snak om fred, men for få konkrete fredsinitiativer med resultater "on ground". Fx besøgte den amerikanske udenrigsminister Condaleeza Rice Israel 28 gange uden at få fjernet et eneste af de ca. 600 checkpoints. Han siger også, der har været alt for meget religion, men for lidt imødekommende spiritualitet. De ultraortodokse jøder og konservative amerikanske kristne har bestemt alt for meget! Han siger, at palæstinenseres humørsvingninger mellem pessimisme og optimisme truer deres livsglæde og livsmod. At der har været alt for meget af denne 'pess-optimisme', men for lidt egentlig håb. Han siger, at der har været for stor fokus på historiske tragedier, men en alt for lille tro på fremtiden. At der har været alt stor international fokus på nødhjælp, men en for lille vilje til at styrke palæstinensernes autonomi ("empowerment"). - Mitri Raheb ønsker dialog med israelere og jøder med udgangspunkt i de fælles begreber: tro, håb og kærlighed. Men avisen Jerusalem Post har afvist dialogen ved at påstå, han er antisemit og vil udslette Israel.

The international center of Bethlehem

Tilbage i 2002 havde Mitri brugt 5 år på at opbygge et socialt netværk omkring sit nye kulturhus for kreativitet og dialog i Betlehem. Det var bygget sammen med kirken, og ved hjælp af en pengedonation fra Finland lykkedes det at få bygget en teaterscenesal til hans tværreligiøse fredsprojekter. - Før vi når frem til sagen, må vi have lidt information fra "Factbook (2012)"…

Da Israel blev kunstigt oprettet i 1948, erobrede Jordan Vestbredden frem til Jerusalem. 1988 afstod Jordan fra kravet om, at Østjerusalem og Vestbredden var jordansk område på betingelse af, at disse områder blev kernen i en kommende palæstinensisk stat. Ved Oslo-aftalen i 1993 mødtes de stridende parter i det berømte håndtryk mellem Israels premierminister Yitzhak Rabin og den palæstinensiske leder Yasser Arafat. Man indgik en forpligtende aftale om oprettelsen af en palæstinensisk stat i løbet af fire år. Men den israelske regering havde ikke reelle hensigter. Premierminister Ariel Sharon skabte senere en stor provokation i 2002, da han ville besøge helligstedet ved Klippemoskeen sammen med tusind israelske soldater, og så udbrød den anden intifada (palæstinensiske opstand)…

En sympatisk palæstinensisk kvinde viste os rundt i Mitri Rahebs kulturhus og lutherskevangeliske kirke. Hun fortalte, at Betlehem i 2002 var fuld af israelske kampvogne; at militærets tanks vanskeligt kunne køre i de smalle gyder, men forcerede sig frem gennem den gamle by. De israelske soldater skød så en granat mod trappen op til palæstinensernes kulturhus, så den styrtede i grus. Derpå stormede soldater på 16-17 år kulturhuset med maskingeværer, smed alle palæstinensere ud og anlagde en militærbase der i nogle uger. De unge israelere ødelagde værdier for en halv million, smadrede alle kulturhusets computere. Og den israelske stat betaler ikke nogen krigsskadeserstatning.

Da bygningen senere var forladt, havde soldaterne malet trusler med rød maling på de gamle stenvægge indendørs. Dem så vi under besøget, selv om det var forsøgt at vaske dem bort. Flere steder citerede soldaternes blodrøde graffiti en af Sylvester Stallones berømte replikker i rollen som Rambo: "We'll be back!". Glasskår overalt. Af de mange knuste ruder fremstiller de nu utallige små blyindfattede glasengle. De sælger dem til besøgende som fredssymboler.

I kulturhuset viste den sympatiske kvinde os den store teaterscene. Hun fortalte om alle deres initiativer for at støtte glæden og håbet hos palæstinensiske kristne og muslimer. Hun talte bevidst apolitisk og fokuseret på ny dialog og kreativitet. Desværre var det ikke muligt at få en dialog med jødiske sympatisører, fordi de er nægtet adgang til palæstinensiske territorier ifølge israelsk lovgivning.

Kvinden fortalte lidt forlegen, hun var blevet 'blacklistet' vilkårligt, altså "by random", fordi israelske myndigheder opfattede hende som en potentiel trussel og derfor havde forbudt hende igennem de sidste 8 år at besøge Jerusalem. De unge palæstinensere under 30 år var ligeledes nægtet adgang til Jerusalem og andre israelske områder uden særlige adgangsgivende certifikater eller arbejdstilladelser. Det er svært at blive ekskluderet fra storbylivet.

Universitetet Bierzeit

På Vestbredden gik turen videre til et af 7 palæstinensiske universiteter, "Bierzeit", hvor en underviser og fire studerende modtog os i en stor auditoriesal. Universitetet var underlagt israelsk security, fortalte de. En israelsk lovgivning betød, at palæstinensere fra Gaza-striben ikke længere kunne optages på universitetet. Derved havde universitetet mistet 40 % af sit studenteroptag. Samtidig tillod den israelske regering ikke forskere fra udenlandske universiteter visum til at besøge Bierzeit i længere tid end højst 3 måneder; så universitetet var isoleret internationalt, men også fattigt. Underviserne beklagede igen, at den israelske regering havde tilbageholdt lønninger i fire måneder.

Bierzeit

Birzeit-universitetet

Mange studerende var med i bevægelsen PLM (Palestinian Liberation Movement). Men det betød også, at de israelske soldater rykkede ind i kollegier og privathjem midt om natten for at bortføre studerende. For øjeblikket savnedes de 67 studerende. En af de fire mænd ved panelet i auditoriet studerede sociologi. Hans studium var blevet forlænget pga. en række vilkårlige fængslinger; alle på 6 måneder. Han nævnte det kort, men bagefter da vi spadserede hen til en anden afdeling i det store universitetscampus, viste han mig et skudhul i sit mellemgulv. Det stammede fra en israelsk-produceret gummikugle, der har et lille projektil af stål.

Han fik det, da han deltog i en demonstration for løsladelsen af nogle sultestrejkende fanger, der også blev omtalt i danske medier. Dengang anvendte israelske soldater geværskud, stungranater og tåregas mod demonstranterne. Stungranater eller blitzgranater giver et kraftigt lysglimt, der gør en blind i nogle sekunder og et brag, der trykker blodårerne hårdt ind på balancenerven, så man falder i et kort øjeblik. De sultestrejkende fanger var blevet sat fængsel i seks måneder uden begrundelse eller retssag. Proceduren, fortalte han, stammer fra en britisk lovgivning fra 1920 tilbage i mandattiden. Disse fængslingsperioder på 6 måneder var blevet gentaget og forlænget mange gange, så fangerne havde været indespærret i 10 år. Som mellemøstekspert Jørgen Bæk Simonsen har udtalt, så er det kendetegnende for Israel, at der er et markant fravær af international ret og konventioner.

Den israelske regering havde også chikaneret universitetet ved at dumpe massive sten og betonblokke på en tilkørselsvej til Bierzeit, og bygget et israelsk checkpoint på en anden. Denne sociologistuderende og de andre ledte os nu hen til et kreativt værksted, hvor en kvindelig studerende præsenterede en række kunstværker. De omhandlede alle vanskeligheden i at fastholde en palæstinensisk identitet. En kunstnerisk studerende havde monteret gamle sort-hvide etnografica-fotos af palæstinensisk kultur inde i nogle kikkerter, der stod på et lysbord. Hvor langt kan man kigge tilbage i historien - og ind i fremtiden?

Birzeit, kreativ udstilling

Udstilling på Bierzeit

Jerusalem

Når man spadserer ned ad den fortravlede hovedgade Jaffa Street i Jerusalem passerer man forbi alle slags israelere og jøder. Mange ligner europæere. De fleste er ankommet til Palæstina, efter at staten 'Israel' blev kunstigt gendannet i 1948. Dengang havde den ikke eksisteret i 1813 år. Der går sefardiske jøder, der præger gadebilledet med særlige påklædninger medbragt fra deres herkomst i Spanien og Nordafrika. Askenaziske jøder har medbragt andre særlige skikke fra Tyskland, og nogle har jiddishe traditioner med fra Polen. De ultraortodokse går stadig klædt som i 1700-tallet, mens enkelte kvinder i kvarteret Mea Shearim følger andre gamle skikke; de er kronragede med parykker. Mest almindeligt er synsindtrykket af mændenes lange slangekrøller foran ørerne, og nu og da ser man fromme jøder, der bærer hjulformede pelshuer lavet af rævehaler som et jødisk statussymbol. Alle disse jødiske slægter er ankommet fra hele jordkloden nogle med arabisk udseende, andre er blege rødhårede, andre igen har indiske ansigtstræk eller negroide. - Underligt hvis de alle sammen var Abrahams efterkommere med arvelodder i Det hellige Land.

The Great Synagogue

I kulturmødet mellem de mange jødiske populationer synes der at være fremvokset en særlig jødisk tolerance med en tilhørende konversationsform - anekdotefortællingen, der inviterer til tolerance mellem russiske, polske, arabiske, amerikanske og alle andre jøder. Der er en stor fortælleglæde. Det fik vi en prøve på i The Great Synagogue, da en højtagtet rabbiner anvendte konversationsformen igen og igen, når han skulle beskrive det jødiske trosliv i kulturmødet. Han var en sand mester i at trække pointen, så man ventede spændt. Hvad sagde den hassidiske oldemor engang? hvordan løstes alvorlige og morsomme optrin mellem hende og en jiddish onkel med anden jødisk trospraksis? og hvad blev der snakket om, da et familiemedlem giftede sig med en utraortodoks? Rabbineren var en dannet mand, der forstod at trække væsentlige religiøse og filosofiske guldkorn ud af nutidige og gamle anekdoter. Alt blev formidlet med stor passion for anekdotens fortælleform til at belyse jødedommens fantasifulde væsen.

Adspurgt om palæstinensere, ville han helst ikke tale politik, men valgte så alligevel begrænsningens kunst ved at fortælle om to ting fra den virkelige verden: Jeg kender til en palæstinensisk skole på Vestbredden, fortalte han, hvor skolebørnene så en Walt Disney film, og efter filmen spurgte skolelærerinden: "Hvem vil I være, når I bliver store?". En af drengene svarede Mickey Mouse, en anden Joakim von And, mens den tredje udbrød "selvmordsbomber", hvorefter lærerinden roste denne dreng med klapsalver. Det var en kortfattet beskrivelse, tænkte jeg. Ville rabbineren legitimere den militære kontrol af palæstinensere? Det næste eksempel handlede om en palæstinensisk hjemmeside, hvor der var tegnet et billede af en jøde med djævlehorn under sin kippa. Da det var fortalt, holdt rabbineren en retorisk pause, hvor han kiggede rundt med en lidt forstemt grimasse. Var det mon et argument for apartheid?

Jeg blev siddende lidt. Mon ikke problemet med de mange anekdoter er, at de faktisk bliver kontraproduktive, hvis man vil have gang i en fredsdialog med palæstinenserne. Anekdoter appellerer temmelig ensidigt til ens følelser. Rabbineren burde da snakke med præsten i Betlehem, der har pointeret faren ved følelsesargumenter i en af sine 'nøgler' til at løse konflikten. Med sit slogan om "Too much passion, too little compassion" har han forsøgt at få folk til at skifte perspektiv.

Holocaustmuseet

Selve ideen med hovedgaden Jaffa Street hvor byens effektive sporvogn kører på skinner mellem den gamle by med tempelbjergets Grædemur i den ene ende og holocaustmuseet Yad Vashem i den anden, er meget symbolladet. Alle turister har let adgang til dette eneste museum uden entre, en gratis invitation til alle! Museet er et gravmæle eller mindesmærke for de døde jøder, og det har nogle tydelige arkitektoniske 'citater' fra kongegravenes pyramider i Egypten. Gennem en lang og klaustrofobisk trekantformet tunnelbygning bevæger de besøgende sig i en urolig zigzagbevægelse frem igennem mange udstillinger af jødernes lidelser. Til sidst hæver gulvet sig op i en højtidelig elevation i den anden ende af tunnelen til lysindfaldet fra et gigantisk panoramavindue med udsigt mod nutidens Jerusalem. Symbolikken skal uden tvivl også retfærdiggøre nulevende jøders ret til byen og Det hellige Land. Denne pointe kan man også udlede af nationens nye navn "The jewish and democratic state Israel".

De enkelte sale anskueliggør, hvordan naziregimet fik knækket den jødiske befolkning igennem et jernhårdt angreb på deres etnicitet. Lidelserne i de enkelte sale omhandlede nazisternes bevægelsesforbud for jøder, livet i fattige ghettoer, ødelæggelsen af jødiske butikker, fratagelsen af stemmeretten, afbrænding af deres litteratur, dæmonisering af jøder som et uciviliseret folk, fjernelse af frihedsrettigheder jf. "nur für Juden", apartheid, indespærring bag pigtråd og vagttårne, kulturdrab, racedrab. Til sidst stiger man så op til tunnelgangens elevation med et prospekt ud over det moderne lukrative Jerusalem og navnlig den gamle by med tempelbjergets Vestmur.

Jeg forlod museet for at se nærmere på udsigtspunktet, vandrede hen ad Jaffa Street med de rige og mondæne prestige byggerier, forbi Vestmuren og hen til sultan Suleimans gamle bymur, gik så ud af byporten Dung Gate. Her stod jeg pludselig med udsigt til Oliebjerget, hvor messias en dag skulle åbenbare sig; og nede i bunden lå Kedrondalen, der ifølge mytologien skulle åbne sig ved dommedag. Jeg gik nu uden for den gamle bymur for at lede efter det israelske checkpoint ind til ghettoen med den palæstinensiske befolkning i Østjerusalem, der boede i dalen og på bjergskråningen overfor.

Før nedgangen til dalen bemærkede jeg, at den israelske regering havde sikret sig det arkæologiske site med Siloadammen og Davidsbyen som israelsk ejendom; et turistområde der fremstod i rige byggematerialer. Med flotte moderne stisystemer og trappeanlæg et stykke ned af skråningen. Men så kom gitrene sammen med metalrækværk, pigtråd og utallige overvågningskameraer. Da jeg var kommet gennem lågen ved checkpointet og gik lidt længere, lå et hus med de kønneste blomsterbede i skøn farvepragt. Jeg forevigede dem med et par fotos. Glædede mig over livsmodet inde i ghettoen, men blev brat vækket af drømmen, da en soldat ovenpå hustaget råbte mig an fra sit vagttårn "Stop, you can't walk down there!". Da jeg kom tilbage til gitterlågen og fandt den tilladte nedgang, slettede jeg fotoerne. Disse iscenesatte blomsterkummer markerede en tydelig æstetisk kontrast til det mere uciviliserede palæstinensiske kvarter neden for på den anden side af hegnet. Dernede flød det med ildelugtende skraldeposer, lodsepladsagtige gadehjørner og udsultede vildkatte med mider i pjuskede pelse. Her var de stuvet sammen! Den voldsomme kontrast var virkningsfuld.

Jeg forlod tøvende det kønne israelske vagthus, steg ned af skråningen på en gruset gadesti, der svingede ind mellem de første huse i boligkvarteret. 2-3 etagers huse, folketomme gader og ukrudt hist og her. Solen stod højt på himlen. Det var som om, ingen ville forvente, at nogen deroppefra kom helt herned.

Der mødte mig en larmende tavshed. Jeg fandt et lille skyggefuldt kiosklokale på højre hånd, to gader inde i byen, drejede ind og spurgte efter en dåsecola. Tre mænd betragtede mig og forstod ikke andet engelsk end "cola". De grinte forlegent til hinanden med flakkende blikke, mens jeg ledte efter en cola i køleskabet, valgte en ferskensaft i stedet. En læspede noget sjovt på arabisk om "visa" til butiksejeren. Måske en vits om den rige kundes visakort, og at ejeren ikke kunne ekspedere visabetalinger.

Vi kunne ikke kommunikere. Jeg forlod forretningen og drejede ned af den øde gade med juicedåsen, og valgte at sætte mig på en betonkant klemt inde bag en parkeret bil. En arabisk udseende skikkelse, der lignede et gammeldags fattiglem, satte sig lidt forlegent på kanten 2 meter fra mig og sagde nogle ord på arabisk. "I can only speak English", svarede jeg. Han fortsatte med at mumle arabiske ord ud i luften og gentog så ordet "English" flere gange for at komme til rette med ordet. Omkring et hushjørne kom en, der lignede en tolvårig gadedreng. Han gik hen mod mig med noget skrammel fra gademøget hængende ned fra hænderne. Flere stykker rustne jernstumper, nogle stænger og en halv metalrist. Han stoppede alvorligt op foran mig og hævede tingene foran sig, svingede lidt med dem, tiltalte mig på arabisk med hårde øjne. Så sad jeg der bagved bilen mellem en ekstremt fattig mand og sur gadedreng, og kom til at tænke på mine bugnende bukselommer, der var formet i relieffer omkring pungen, kameraet og mobilen.

"I can only speak English!". Jeg rejste mig instinktivt for at komme ud af byen igen. Drengen gik skråt bagom mig hen til en ramponeret gadedør. Jeg smilte til ham og pegede på en pakke spearmint fra lommen, trak en stang ud. Han betragtede mig med faste hårde øjne og afviste slikket med flere arabiske sætninger.

På min målrettede vej ud af ghettoen, kom jeg lidt op ad bakken igen. Hundrede meter før checkpointet opdagede jeg en sparsommeligt indrettet lille cafe bestående af et par plastikstole under et halvtag. Der sad et enkelt par. Jeg bestilte en kop kaffe og måtte senere rykke for bestillingen i et lille rum ved siden af, der var indrettet spartansk af forhåndenværende møbler, som man ser det i fattige afrikanske lande. Ingen talte engelsk og da køkkenkaffen først var færdig, blev den solgt til spottende overpris. Jeg sagde alligevel "salam aleikum" og ekkoet lød fra fire arabiske palæstinensere, der sad nede omkring et bord.

Da jeg svingede ind på grusstien opad mod checkpointet, traf jeg på endnu en palæstinenserdreng, smilte og gav den arabiske hilsen, og tilbød nok engang en stang spearmint, men afvistes så af noget, der lød som en slags ond besværgelse. Jeg fortsatte uforstående, smilende lidt skælmsk tilbage over skulderen og bøjede mig for at lægge stangen på et lavt stendige - ville han så ikke tage den? - ombestemte mig, fordi jeg lige pludselig indså, det er sådan man lokker et dyr.

Fattigdommen i ghettoen og disse barneansigter med harmfulde gammelmandsøjne og frygten for at blive udplyndret ved et korporligt overfald, drev mig tilbage gennem gitterlågen, forbi den sure soldat med maskingeværet og hans vagttårn med kulørte velplejede blomsterkummer.

Den israelske regering fik sin vilje! Selvom disse palæstinensere har tilladelse til at bevæge sig op i byen, havde det effektive apartheidsystem nu fået internaliseret et selvforstærkende fjendebillede i mellem ghettoens ansigter og mig, turisten. Sådan afføder apartheidsystemet sin egen selvlegitimering! Ud fra filosofien hos Emmanuel Levinas kan man tale om 'tillukkede ansigter' uden empati og barmhjertighed. Systemet får således indpodet en 'bad feeling' i alle, hvilket senere kan legitimere situationen, den dag de israelske bulldozere måske kommer; for at lægge ghettoen ned. Kom i tanke om nogle gamle krigsfotos af andre børneansigter uden fremtidshåb. Steg så op langs de flotte israelske trappeanlæg med elegante stensætninger, forbi det arkæologiske site, op til den knejsende bymur, lod blikket glide tilbage mod museets trekantede panoramavindue; vendte det ikke sit udsigtspunkt herhen imod skråningen og dalen? Luften blæste varmt herop; mon ikke de mange ofre for Holocaust ville have fældet en tåre over palæstinenserne nede i indhegningen.
- - - - - -

I konflikter siger man ofte, der findes skyld på begge sider. Inden for etikken findes der også en definition af ansvar beregnet ud fra graden af fri vilje og en handlings konsekvenser. Laves sådan en beregning på de to parter i konflikten i Israel jf. graden af magtbeføjelse (fri vilje) og omfanget af voldsudøvelse (handling), så kunne man ønske, at en hovedansvarlig erkendte sit ansvar…og påbegyndte en reel fredsproces!

Kildeværdien bag iagttagelser, øjebliksbilleder og udsagn i denne beretning bygger dels på egne oplevelser dels på informationer fra palæstinensere og "Palestinian Monitor. Factbook 2012". Desværre levner det ikke ordentlig plads til de utallige mange positive indtryk fra Jerusalem, som alt i alt repræsenterede en fantastisk by. Til sidst en ros til Danmarks regering, der medfinansierer driften af kulturhuset Det danske Hus i Ramallah. Under Christian Balslev-Olesens ledelse arrangeres mange vigtige aktiviteter og kreative happenings i samarbejde med indbyggere i byen.

Se også to andre artikler af Johan Thorendahl

Begge artikler blev bragt i Medlemskommunikation nr. 2, 2011.