LURF logo 

Medlemskommunikation 1, 2013

Skolefagets dannelsesmål: socialkonstruktivisme & transcendenserfaring?

Af Johan Thorendahl og Jesper Garsdal fra læreruddannelsen i Aarhus

I en kronik med titlen "Teologien og universitetet" har Jakob Wolf, ansat ved Teologi (KU), problematiseret en tendentiøs holdning i samtiden, at der ikke findes forudgivne og universelle grundvilkår for menneskelivet. At der KUN findes en samfundsskabt virkelighed. (KD 1.3.2012). For at opponere mod sådan en "reduktionisme" betoner Wolf, at vi også er underlagt universelle grundvilkår, der medfører, at mennesket tillige må bestemmes som et "homo religiosus". Derved skulle studiet af religion ikke alene være historisk eller antropologisk eller psykologisk interessant, men teologien skulle i tillæg få sin berettigelse som en religionsfilosofisk tilgang med egne dannelsesmål. Således vil Wolf gerne give transcendenserfaring ontologisk status.

Men kronikken fik kraftig modvind fra religionshistorikeren Mikael Rothstein (KU), der replicerer på universitetsavisen under overskriften "Spar universitetet for dine religiøse fantasier, Wolf" (15.03.12). Begrebet "Gud" var i hans optik KUN et opdigtet væsen i lighed med tusindvis af andre tilbedte guder, ånder, nisser og spøgelser. Med sit kulturrelativistiske ståsted måtte han distancere sig fra Wolf med en række ironiske angreb samlet op i formuleringen: "virkeligheden (som) et udtryk for Gud. Jeg er nød til at protestere". Svaret kom ligeså utvetydigt fra Wolf på universitetsavisen "Hold dig til din nissevidenskab, Rothstein" (15.03.12).

Polemikken drejer sig om en århundredgammel fight mellem Teologi og Religionshistorie. Den blev også relevant under debatten, der fulgte sidste folkeskolereform (2006), hvor religionshistorikerne Tim Jensen og Mikael Rothstein beskyldte linjefagsundervisningen og skolefaget for teologisk normativitet. Skolefagets gamle Fælles Mål blev karakteriseret som 'kryptokonfessionelt' med sin omtale af en almen menneskelig 'religiøs dimension' i fagprofilen og ckf-området 'Livsfilosofi og etik', der blev specificeret i Lærervejledningen under inspiration af skabelsesfilosofien hos teologen K. E. Løgstrup.

Kritikken er senere taget til efterretning i grundbogen på læreruddannelserne "Religionsdidaktik" (Buchardt, 2006: 125ff) og i næste Fælles Mål (Fælles Mål 2009: 19), der ganske kort positionerer vores livserfaring et sted imellem skabelsesfilosofi (transcendenserfaring) og eksistensfilosofi (relativisme). Men ingen af disse bøger synes at få etableret en ordentlig dialog mellem en hhv. løgstrupsk og sociologisk polarisering af religionsopfattelsen. Perspektiverne står noget adskilte i dansk skolesammenhæng, ligesom de udelukker hinanden i Wolf og Rothsteins kappestrid på ord.

Det er hensigten med denne artikel at introducere en anderledes tænkning vedr. eksistentialisme, sociologi og transcendenserfaring ifølge den britiske religionsdidaktiker Michael Grimmitt i hovedværket "Religionskundskab og menneskelig udvikling" (dansk 1998). I hans dannelsestænkning finder man en eksistentiel tilgang koblet med et sociologisk dobbeltperspektiv, overtaget fra sociologen Peter Berger bestående af både klassisk sociologi (relativisme) og "transcendenssignaler" (transcendenserfaring). Måske kan hans tilgang inspirere debatten i DK og opbløde polariseringen mellem eksistentialisme, livsfilosofi og religionssociologi.

1. Den britiske religionsdidaktiker Michael Grimmitt

Det er kendetegnende for den hjemlige reception af Michael Grimmitts bog (Grimmitt 1998), at der ikke kom en ordentlig formidling af hans genbrug af Peter Bergers sociologiske 'transcendenssignaler'. Det skyldtes vel, at der allerede forelå en dansk pendant med en dannelsestænkning om humanerfaring, der kunne 'ligge en religiøs tydning nær'. Således havde teologen K. E. Løgstrup sat sit fænomenologiske fingeraftryk på skolefaget med en skabelsesteologisk grundtanke om 'førkulturelle' erfaringer som forståelseshorisont for det specifikt kristne budskab. Mest udfoldet er hans kristendomsfilosofi i teorien om De Suveræne Livsytringer. Men kontroversen mellem Rothstein og Wolf viser, at skabelsesfilosofien om, at 'livet er større end mennesket' ikke fik nogen konstruktiv dialog med sociologien.

Et springende punkt adskiller sig fra Grimmitts videretænkning af Bergers sociologi. Mens Berger nemlig postulerer eksistensen af transcendenssignaler (der 'stikker af' fra en ren sociologisk præmis) i en inkluderende tværreligiøs diskurs, har Løgstrup et langt mere normativt anliggende med sine såkaldte 'førkulturelle' livsytringer, der appliceres på en specifik kristen tydningskontekst. Der sker altså en dannelsesmæssig glidning fra det almenhumane til det konfessionelle hos Løgstrup. Kontrasten bliver tydelig, når Michael Grimmitt videreudvikler Bergers teori til en bilateral eksistens-sociologisk tilgang (relativisme/transcendenssignaler), der afviger markant fra postulatet i Løgstrups fænomenologi (det universelle/transcendenserfaring), der må siges at være defineret mere normativt.

Sammenfattende kan man sige, at diskursen i skolefaget mht. grundspørgsmålet 'Hvad vil det sige at være menneske?" i dag er delvis inspireret af Grimmitt med læseplanens allusioner til en holdningsposition mellem eksistentielle og livsfilosofisk erfaringer (Fælles Mål 2009:19). Men en reel dialog mellem disse og disciplinen religionssociologi er fraværende. Således kan man sige retrospektivt, at populariteten af Løgstrups livsfilosofi i 1990'erne måske blev en hæmsko for en ordentlig dansk reception af Grimmitts eksistentielle tilgang med en transcendenserfaring tænkt på sociologiens præmisser.

2. Bergers sociologiske transcendenssignaler

Peter Berger fik international status sidst i 1960'erne blandt de vigtigste forgangsmænd bag teorien om den samfundsskabte virkelighed. Det skete navnlig med hovedværket "The Sacred Canopy. Elements of a Sociological Theory of Religion" (1967). Men i forlængelse af sit centrale forfatterskab anlagde Berger også et overraskende kritisk blik på normativiteten i sociologiens altgennemtrængende relativisme, der KUN accepterer socialkonstruktivismen. Han afbalancerede denne tendens med bogen "A Rumor of Angels. Modern Society and the Rediscovery of the Supernatural" ( 1969). Bogen repræsenterede Bergers eget forsøg på at indkredse nogle universelle humanerfaringer, han ikke mente lod sig forklare udtømmende alene på sociologiens præmisser. Ikke at de skulle stamme fra noget guddommeligt, men at man ikke kunne begribe dem alene ud fra en immanent forståelse. Disse tanker udfoldes i kapitlet "Theological Possibilities: Starting with Man"(Berger 1969: 61-94).

Det er væsentligt for Bergers behandling af emnet, at han var velinformeret om teologiens moderne udvikling i 1900-tallets Europa og antog, at studieområdet religion repræsenterede et 'almenteologisk' dannelsespotentiale også i et sekulariseret samfund. Dermed bliver hans sociologiske dannelsestænkning en dialogisk åbning modsat Mikael Rothsteins markante afvisning af Wolfs kronik. Således ville sociologen Berger nok ikke støtte Rothstein, når han går så vidt som at ville reducerer skolefagets ydelse og virkefelt til ren faglig 'kundskabsformidling' 'kundskabsformidling' (Berger 1967: 141-46, 220).

I første halvdel af bogen A Rumor of Angels indleder Berger problemfeltet 'religion i moderniteten' med en gennemgang af sekulariseringens idehistorie i Europa, med skiftende teologiske modtræk, alt imens kulturfænomener langsomt blev absorberet af en voksende kulturrelativisme. Han indleder kapitlet "The alleged Demise of the Supernatural" med et citat af den radikale teolog Thomas Altizer: "we must realize that the death of God is an historical event, that God has died in our cosmos, in our history, in our existenz" (Berger 1969:1). Derefter gennemgår han reaktionerne på sekulariseringsbølgen indenfor forskellige verdensreligioner og mere detaljeret reaktioner fra liberalteologien, neoortodoksien (Barth) og eksistensteologien (Tillich og Bultmann). Så fremhæver han to finale pointer (a) at teologiens funktionsområde først blev antastet af naturvidenskabens 'rationalisme', men at det blev sociologiens 'relativisme', der blev en langt mere definitiv trussel, som greb ned om teologiens rod (Berger 1969:37f), og (b) at eksistensteologernes forsøg på at modernisere sig ved at adoptere antagonisternes subjektive relativisme (socialkonstruktivisme) på sigt måtte blive kontraproduktiv for teologien og selv pege fremad mod ophævelsen af teologiens eget raison d'etre. Altså en rutsjetur ned i Altizers radikale proklamation (Berger 1969:27).

Dermed kunne Berger egentlig afslutte undersøgelsen, men qua sin egen personlige erfaring med en ikke konfessionsbundet religiøsitet, rejser han spørgsmålet, om det er videnskabeligt legitimt, at sociologien vil beskrive teologien udtømmende som en virkelighedsfjern fantasi. Han forfølger nu to mål, dels at komme bagom eksistensteologiens markante selvrelativering dels at anføre en ny tidssvarende antropologisk begrundelse for teologien med afsæt i livet selv. I sit arbejde når han frem til en ny erkendelse, der anfægter sociologiens normative alt-reducerende relativisme. Han forsøger at gribe bag om kritikkens egen kulturhistoriske relativitet, og viser, hvordan man kan starte med at problematisere religionskritikken hos filosoffen Ludwig Feuerbach (1804-72), der beskrev teologi som unyttige religiøse fantasier.

Feuerbach fremførte i 1800-tallet, at man måtte skelne normativt mellem (1) menneskets legitime verdenserfaring og (2) menneskets religiøse ideer: dets afsporede 'projektion' af illusioner tillagt en magtfuld ontologisk instans. - Berger forholder sig nu lidt drillende til Feuerbachs snusfornuftige skelnen mellem det faktuelle og fiktive i menneskets tankeunivers. Det foreslås, at vi kunne lave en 'gigantisk spøg' med ham ved at sætte hans teori på hovedet. Sæt nu mennesket (i.e. projektoren) bærer nogle iboende antropologiske grundvilkår med sig som en årsag til projektionen? I så fald kan religionsfilosofien skabe antropologisk indsigt og vice versa. Det er hermed Bergers ærinde at udpege en kontraproduktiv polarisering i Feuerbachs relativisme. Berger opfatter det som et dannelsesmæssigt problem, at Feuerbach kun formår at italesætte relativismens 'monolog' med sig selv (faktuelt-faktuelt). Det var mere autentisk, hvis man kunne genintroducere en mere nuanceret 'dialog' mellem menneskets eksistens og transcendenserfaring.

Bergers næste antropologiske projekt bliver nu at indkredse sådanne universelle erfaringer både inde i projektoren (mennesket) og projektionen (religiøse ideer), som han ikke mener lader sig forklare udtømmende under et sociologisk perspektiv, fordi deres referencepunkt så at sige 'stikker af fra' en klassisk sociologisk operationalisering jf. tanken om ren socialkonstruktivisme.

Tager man Bergers ekspertise inden for socialkonstruktivismen in mente, får han indkredset fem interessante transcendenssignaler. De fungerer som hans eksempelmateriale med dobbeltreferencer til et antropologisk/transcendent perspektiv og siges at 'stikke af' fra sociologiens operationaliseringsstrategier. Han kategoriserer dem som en 'prototypisk gestus' i menneskets livsverden og analyserer følgende fem eksempler: Orden, Håb, Fordømmelse, Leg og Humor.

"I would suggest that theological thought seek out what might be called signals of transcendence within the empirically given human situation. And I would further suggest that there are prototypical human gestures that may constitute such signals…By signals of transcendence I mean phenomena that are to be found within the domain of our "natural" reality but that appear to point beyond that reality. In other words, I am not using transcendence here in a technical philosophical sense but literally, as the transcending of the normal, everyday world that I earlier identified with the notion of the "supernatural". By prototypical human gestures I mean certain reiterated acts and experiences that appear to express essential aspects of man's being, of the human animal as such" (Berger 1969:65-66)

Målet med nærværende opsummering af Bergers refleksioner er selvsagt ikke at konsolidere dem som en sande. Derimod tilskrives de betydning af fire grunde. (1) Allerførst er det religionspædagogisk interessant, at sociologien har påvist analogier mellem antropologi-religion, der kan minde om Løgstrups teologiske filosofi om humanerfaring-kristendom. (2) Dernæst kan de medierende teorier i Bergers analyser fungere som en konstruktiv dialogpartner ind i en dansk fastlåst frontstilling mellem fx Wolf og Rothstein. (3) Samtidig er det væsentligt, at Berger opstiller det som en dyd for religionssociologien at udvise en vis grad af selvkritik, så den 'relativerer sin egen relativisme' ved at erkende sin egen historicitet, for at undgå normativitet! (4) I forlængelse af Bergers sociologiske dobbeltperspektiv skriver Michael Grimmitt senere bogen Religionskundskab og menneskelig udvikling og skaber dermed et frugtbart dialogisk dobbeltperspektiv (eksistentielt-sociologisk), der ikke synes at være formidlet ordentligt ind i en dansk religionspædagogisk sammenhæng.

3. Grimmitts videretænkning på Bergers teorier

I sin dannelsestænkning opfatter Grimmitt mennesket i en sociohistorisk og eksistentiel kontekst - dog med åbninger til fællesmenneskelig transcendenserfaring. Således opererer han med en inkluderende og rummelig forståelse af almendannelse som en 'humaniseringsproces', der både skal give elever mulighed for at tilegne sig kundskaber 'om religioner' men også nogle antropologiske og eksistensfilosofiske indsigter ved at lære 'af religioner' (Grimmitt 1998:220-35). Grimmitt opererer med et sociologisk dobbeltperspektiv, når han opfatter trossystemer som kulturskabte i en dialektisk proces mellem (a) 'eksternalisering' af et trossystem (b) systemets 'objektivering' og (c) systemets 'internalisering' i socialiseringsprocessen - og samtidig - supplerer pkt. a-c med teorien om grundvilkår og transcendenssignaler. Det er således hans intention at sammenføre en eksistentiel-sociologisk dannelsestænkning, der kobler sociologiens tale om et givent samfunds 'grundfortælling' med eksistentialismens tale om den enkeltes 'selvbiografi' jævnfør fx hans citat af Berger: "Enhver individuel biografi er en episode i samfundets historie, der både går forud for og overlever den" (Grimmitt 1998:78-9).

Det sociologiske dobbeltperspektiv (relativitet/transcendenserfaring) bringes nu i samspil med et andet eksistentielt dobbeltperspektiv (humanerfaring/religiøserfaring) i Grimmitts arbejde med sin eksistentielle religionsdidaktik. Dens omdrejningspunkt er en fælles platform med nogle oplistede universelle menneskelige grundvilkår, der aktiverer nogle fællesmenneskelige spørgehorisonter, der aktiverer universelle eksistentielle kerneværdier i menneskelivet, der både kan lede frem til humanistiske eller religiøse svarmodeller. Således kan antropologien og teologien berige hinanden.

Denne karakteristiske 'dobbeltperspektivering' mellem forskellige aspekter af hhv. kontingenserfaring og transcendenserfaring bliver også tydelig i hans religionspædagogiske terminologi. Eksempelvis fremfører han, at tilværelsen giver os en oplevelse af, at det subjektive 'jeg' er mere end summen af dets enkelte dele (erfaringshorisonter), og kalder det en erfaring af subjektets eksistentielle "værens mysterium" (72). Samtidig leder tanken om livets uvished og lykkens subjektivitet ham frem til det interessante postulat, at alle valg såvel humane som religiøse altid må siges at være en trossag. Derfor må vi alle i en pluralistisk og multikulturel verden træde ind på "trosvalgenes kampplads" (89-93). Og videre kan man genfinde dobbeltperspektivet i hans terminologi, når han omtaler individet midt i humaniseringsprocessens vekselvirkning mellem samfundets kulturfortælling og egne selvbiografier. Her formuleres det, at den enkeltes selektive udvælgelse af egne trosvalg får en eksistentiel "selvåbenbarende" funktion (89). Således opererer hans dannelsestænkning både terminologisk og kognitivt med en åbning mellem eksistentiel-sociologi og transcendenserfaring og religiøst symbolsprog.

Bergers teori om transcendenssignaler bliver omtalt eksplicit i kapitlet: "Er der plads til held og transcendens i udviklingen til menneske?" (100-109). Senere føres tænkningen videre fx med Grimmitts egne forslag til flere transcendenssignaler sammen med en præsentation af Bergers metodik til opdagelse af nye transcendenssignaler i hans elevcentrerede såkaldte 'induktive metode' med følgende spørgsmål til analyser af humanistisk/religiøs litteratur: "1) Hvad er det, der siges her? 2) Hvad er det for en menneskelig erfaring, som har givet anledning til disse udsagn? 3) Hvorvidt og på hvilken måde kan vi her se virkelige opdagelser af transcendent sandhed?" (221).

Beskrivelsen viser på den ene side, at den fastlåste debat mellem teologi og religionshistorie i Danmark sikkert kunne blive mere åben med lidt britisk inspiration. På den anden side kan man foreslå ud fra en religionsdidaktisk betragtning, at Fælles Mål (2009) vel også kunne trænge til et lignende indspark for at mediere kløften mellem de adskilte perspektiver: eksistentialisme/livsfilosofi og religionssociologi.

4. Bergers 'transcendenssignaler' & Løgstrups 'humanerfaringer'

På baggrund af de ovenstående tanker kan vi konkludere, at Berger og Grimmitt når frem til at tale om transcendenserfaring uden at knytte an til en specifik religion. Således kan man overveje, om Løgstrups teori om det førkulturelle også kunne løsrives fra den teologisk-lutherske omklamring, fordi det basale i Løgstrups fænomenologiske metode - med dens afsæt i elementær humanerfaring - måske ikke er så forskellig endda fra Bergers grundtænkning.

Som en konstruktiv fremadrettet opgave kunne man for at gavne den religionsdidaktiske saglighed og imødekomme kritiske røster i forsøget på at frigøre Løgstrups analyser om human transcendenserfaring fra en normativ luthersk-evangelisk tolkningshorisont. I modsat fald vil hans livsfilosofi fortsat blive kategoriseret som kryptokonfessionel hos religionshistorikere. Man kunne igangsætte en fornyet diskurs, der gentænkte hans begreber og fik dem genformuleret under en relevant religionsfilosofisk komparation med Bergers transcendenssignaler. Her tænkes på Løgstrups tale om førkulturelle livsytringer. Lidt frit formuleret: fx Tillid, Oprigtighed, Talens åbenhed, Selvforglemmende empati, Indignation, Beskyttelse af barnets livsmod, Legemlighedens velsignelse, Udødelighedsønsket, Sansningens allestedsnærværelse osv.

5. Luhmann - religiøst dannelsespotentiale som 'meningsform'

Vi har set, at en sociologisk grundopfattelse af religiøse ideer som socialkonstruktivistiske illusioner kan føres tilbage til bl.a. religionskritikken i 1800-tallet. I den sammenhæng fik Berger kategoriseret Feuerbachs kritik som en ganske ensidig tankeform, hvor relativismen går i selvsving, når den fører en monolog med sig selv, mens den konstruerer sin normative alt-relativerende reduktionisme. Men sociologien glemmer ifølge Berger at relativere sig selv som et kulturprodukt. Således påpeger Berger muligheden for at skabe ny dialog mellem menneskelivets mere faktuelle erfaring og religiøse ideer. Han foreslår at lave en 'gigantisk spøg', der sætter Feuerbachs projektionsteori på hovedet, så relativismens 'monolog' rekonstrueres som en konstruktiv 'dialog' mellem religionsfilosofi og antropologi.

Man kan tænke også videre på tanken om 'den gigantiske spøg' ved at invitere Mikael Rothstein til at deltage i dialogen, når den internationalt berømmede sociolog Peter Berger har blåstemplet teorien om transcendenserfaring. Berger repræsenterer nemlig dermed en slags 'trojansk hest', der argumenterer inde fra Rothsteins eget religionssociologiske domæne. I og med at talen om transcendenssignaler således ikke længere stammer fra den kryptokonfessionelle K. E. Løgstrup, er sagen jo en anden. Vi vil derfor føre sagen lidt videre og sammenligne Bergers tænkning med en anden toneangivende sociolog.

Hos den tyske sociolog Niklas Luhmann (1927-98) finder man en række systemteoretiske samfundsanalyser, der udfoldes under et religiøst perspektiv i bogen "Die Rreligion der Gesellschaft" (2000). Heraf fremgår det, ligesom i Bergers tænkning, at den klassiske sekulariseringsteori opfattes som utilstrækkelig, fordi fornuft og tro ikke længere kan beskrives som to diskurser i skarp konkurrence, hvor den ene nødvendigvis må vige for den anden. Det forholder derimod anderledes på den måde, at samfundet består af mange nødvendige funktionssystemer hver med deres, kode, funktion og diskurs. I vores korte præsentation følger vi den danske Luhmann-specialist Lars Qvortrup ved Aalborg Universitet, der har skrevet en interessant introduktion til den sociologiske systemteori i artiklen "Religionens genkomst. Niklas Luhmanns religionsteori" Qvortrup 2007).

Det har vist sig i et dannelsesmæssigt og samfundsteoretisk perspektiv, at det gamle kontradiktoriske skema (tro/fornuft) med tesen om, at den ene pol nødvendigvis på sigt ville udrydde den anden, ikke er holdbar. I den sammenhæng får Luhmann tilmed opbakning fra den tyske sociolog Jürgen Habermas (1929-): "Den eftermetafysiske tænkning kan ikke forstå sig selv, hvis ikke den side om side med metafysikken indregner de religiøse traditioner i sin egen genealogi" (Qvortrup 2007:4).

Kort fortalt kan man sige, at Luhmanns teori beskriver samfundets varierende funktionssystemer som forskellige reflektionsprogrammer i forhold til virkeligheden fx det økonomiske, det politiske, det videnskabelige og religiøse. I den forbindelse er det interessant, at Qvotrup sammenfatter Luhmans teori om religionens funktionsområde sådan: "Dets symbolsk generaliserende medie er mening; koden er immanens/transcendens; dets funktion er kontingenshåndtering, dvs. at gøre mening mulig: dets ydelse kan variere og rummer antagelig flere aspekter, men det kan for eksempel være livsfortolkning, sjælesorg og diakoni. Det reflekterer over sig selv ved hjælp af teologien" (Qvortrup 2007:6)

Det er således en grundtanke hos Luhmann, at meningssystemerne i et hyperkomplekst samfund altid vil forsøge at dominere over hinanden, men gensidigt forudsætter hinanden og tilsammen udgør en berigende helhed og skaber en "meningshorisont", som repræsenterer grænsen for det vi forstår og det, der er tilgængelig for os. Her bliver dannelsespotentialet for de religiøse ideer at hjælpe mennesket til at håndtere usikkerhed: "at forstå, at man ikke forstår, hvad man ikke forstår, og at afprøve semantikker, der kommer til rette med dette vilkår" (Qvortrup 2007:9) og gennem religionens symbolsprog og metafysiske totalanskuelser får mennesket mulighed for at tænke og italesætte dette ukendte og vedkommende, det ikke forstår. "Herved frigør Luhmann sig fra en subjektfilosofisk eller antropocentrisk tilgang til iagttagelse som formdannelse. Og herved genåbner han forbindelsen til en teologisk forståelse af mening…" (Qvortrup 2007:13)

Dermed anerkender Luhmann også dannelsespotentialet gennem en dialog i differencen mellem aktualitet og mulighed, hvilket svarer til Bergers ønske om en fornyet dialog mellem religionsfilosofi og antropologi. Det vil sige, at religionens særlige kommunikationsteknik er at overskride grænsen mellem immanens og transcendens og at "effekten af at foretage denne fordobling, dvs. denne re-entry af distinktionen immanens/transcendens i sig selv på immanensens side, er, at man håndterer paradokser. Fx Jesus Kristus (menneske/Gud)" (Qvortrup 2007:14). Ifølge Luhmans analyser kan man fx henvise til Jesus (avlet ved Helligånden og født af jomfru Maria) som "… et mønstereksempel på religionens paradokshåndtering og … som en re-entry figur" (Qvortrup 2007:15). Således kan vi afslutte denne korte præsentation med Luhmans egen korte definition: "Meningsformer opleves som religiøse, når deres mening viser tilbage på enheden af forskellen mellem iagttagelig og uiagttagelig og finder en form for dette". Således kan religionens paradokshåndtering fx give døden mening, som vi intet ved om, ikke fordi den gøres 'meningsfuld' men fordi den overhovedet gøres begribelig (ibid).

På sin vis må man anerkende Peter Berger for, at han både har udtænkt en almenreligiøs pendant til Løgstrups skabelsesfilosofi og vel egentlig også er kommet sociologen Niklas Luhmann lidt i forkøbet med sit originale ønske om at udskifte Ludwig Feuerbachs gamle relativisme-monolog med en fornyet dialog mellem teologi-antropologi.

6. Feuerbachs 'projektor' & Luhmanns 'paradokshåndtering'

På baggrund af skoledebatten i de foregående år fremgår det, at danske religionsforskere som Tim Jensen og Mikael Rothstein gerne vil fastholde i det kontradiktoriske skema fra Feuerbachs tid, der anskuede mennesket som en projektor med kulturskabte fantasier om religion. Det er vel derfor Rothstein ikke ser noget andet dannelsespotentiale i religionsundervisning end kundskabsformidling. Men denne tendens til reduktionisme imødegås af internationalt anerkendt sociologer Berger, Habermas og Luhmann. Sidstnævnte sociolog opfatter kulturfænomenet religion som en særlig kommunikationsteknik, der forsøger at forstå menneskets livserfaring i dens totalitet ved at mediere mellem den begribelige realitet og det vedkommende 'ubegribelige', som fx døden, og give den hændelse symboliseringer og sprog.

Således kan man opstille en dannelsesopgave for skolefaget. Opgaven må være at etablere en fornyet dialog mellem antropologi og metafysik, der giver børn særlige handlemuligheder, så der i tråd med Niklas Luhmanns perspektiv på religion kan opstå en mulighed for at 'paradokshåndtere' mellem immanens og transcendens. Med andre ord er det ikke befordrende for børns livskvalitet og livsfilosofi, hvis skolen kun anerkender børns mere faktuelle erfaring om tid, endelighed, tilfældighed og subjektivitet, mens religiøse forestillinger om evighed, uendelighed, skæbne og totalanskuelse gøres til et tabu i sekulariseringens navn. Altså kan bør man tilstræbe et dannelsespotentiale i skolefaget, der både forholder sig til teorier om socialkonstruktivisme og transcendenserfaring - og etablerer en dialog mellem dem.

Litteratur

Berger, Peter L. 1969: A Rumor of Angels. Modern Society and the Rediscovery of the Supernatural. N.Y.

Berger, Peter L.1974: Religion, samfund og virkelighed. Elementer til en sociologisk religionsteori (på dansk) Viborg. Efter Peter Berger: The Sacred Canopy. Elements of a Sociological Theory of Religion, 1967.

Buchardt, Mette 2006: Religionsdidaktik. Gyldendal.

Fælles Mål 2009. Undervisningsministeriet.

Grimmitt, Michael 1998: Religionskundskab og menneskelig udvikling. (Knud Rendtorff: oversættelse og efterskrift) Odense Universitetsforlag 1998.

Qvortrup, Lars 2007: Religionens genkomst. Niklas Luhmans religionsteori.
Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 49 (2007) 3-28.

Wolf, Jacob: "Teologien og Universitetet", KD, kronik 1. marts 2012.
- Rothstein, Mikael (Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier) "Spar universitetet for dine religiøse fantasier, Wolf" Universitetsavisen.dk, Debat 15. marts 2012.
- Wolf, Jacob "Hold dig til din nissevidenskab, Rothstein" Universitetsavisen.dk, Debat 15. marts 2012.