LURF logo 

Medlemskommunikation: Anmeldelse

Civilreligion i Danmark

Anmeldt af Lise Søelund

Margit Warburg, Signe Engelbreth Larsen og Laura Maria Schütze (red.): Civilreligion i Danmark. Ritualer, myter og steder
249 kr. - 264 sider - Forlaget Univers 2013.

Det religionssociologiske begreb civilreligion kommer under kærlig behandling hos ikke mindre end 11 forfattere i bogen om de mange myter, ritualer og steder, hvor den slags kan kortlægges. Det viser sig at være et meget komplekst begreb, hvor der bliver åbnet for mange forskellige fortolkninger. Der findes landsdækkende og stedbundne civilreligiøse fester, der er civilreligiøse kamppladser og fortidige krige, der er civilreligiøse forbønner, kultsteder og monumenter, og så er der arrangementer med civilreligiøst indhold, der har til formål at mindes, hylde og fejre, så kompleksiteten springer ivrigt en i møde. De to gennemgående herrer, der også springer ud for at møde en, er den schweizisk-franske filosof Jean-Jaques Rousseau og den franske sociolog Émile Durkheim.

De to får man lyst til at stifte nærmere bekendtskab med, fordi de har betydet meget for både bogens emne, men også for pædagogik, filosofi og sociologi i det hele taget. Det er Rousseau, der er fader til ordet civilreligion eller religion civile, som det hedder på fransk, og det skulle være udtryk for en mere tolerant form, end kristendommen i katolicismen var det på Rousseaus tid. Med Rousseau får staten via religionen sit legitimationsgrundslag, mens Durkheim ser religionen som en integrationsfaktor i samfundet. Dog skal man passe på med at trække de to linjer for hårdt op eller skille de to herrer og teorier for meget ad, men snarere se dem som komplementære idealtypiske fortolkninger, siger Margit Warburg.

Det er vigtigt for mig at påpege, at der i det første kapitel med titlen Gud bevare Danmark er en del teologiske fejl, som efter min mening ikke må optræde i en bog, der netop påtager sig at redegøre for et lands religiøse islæt. Nytårsaften og Dronningens nytårstale behandles i kapitlet, og der henvises til Dronningens afslutning: GUD BEVARE DANMARK. Her knækker filmen, eller afsporingen begynder, for Warburg forklarer, at det er muligt, at "Dronningen selv tænker på Gud i evangelisk-luthersk forstand", og forklarer videre, at den imaginære Gud, som i øvrigt bliver stavet med stort, hvilket viser, at det dermed er en bestemt Gud, der tænkes på, også kunne være andet end folkekirkens Gud. Man skal ikke være inden for Amalienborgs mure, for at vide, at Dronningen faktisk bekender sig til kristendommen og absolut har den kristne Gud i tankerne, når hun kommer med sin afslutningsreplik. Videre går det af afsporingens spor, for Warburg understreger, at den gud, og nu er det med småt, der skal bevare Danmark, også kan inkludere de danske katolikkers, jøders og muslimers gud.

Det er en grotesk mangel på viden, at en professor i religionssociologi ikke er bekendt med, at protestanter, katolikker, også de danske, og jøder faktisk har den samme Gud, og hvad angår dem alle herunder inkluderet muslimer tillige har et stort tekstgrundlag fælles. Senere bliver det klart, at Dronningens gud med småt "naturligvis først og fremmest er farvet af en kristen symbolik", javist, men der er altså mere end en farvenuance i Dronningens kristendom. Snart bliver ateisterne også medtaget i Dronningens forbøn, og det gør de, fordi Dronningen beder til Gud med stort om at beskytte alle danskere, og det gælder alle tros- og ikke trossamfund, som det bliver forklaret, men det havde forfatteren ikke behøvet at forklare, for den kristne Gud gør efter sigende ikke forskel på folk, hvilket Paulus for længe siden har forkyndt os alle sammen i sine breve.

Desværre stopper det ikke hermed, for der rodes rundt i fastelavn, halloween, allehelgen, katolsk og folkekirkeligt kirkeår. Lad os slå fast, at halloween og allehelgen ikke er det samme, idet førstnævnte er lidt af en skræmmekampagne for de døde og ikke en del af vores kirkeår i Den danske Folkekirke, mens sidstnævnte er en mindedag for de døde, hvor dagen er tilhørende kirkeåret. Fastelavn er ikke kun for børn og ungdommelige sjæle, men en integreret del af kirkeåret, og det er også for mange en del af trospraksis i Folkekirken at faste. Min læsning og opfattelse af bogen blev, som det fremgår præget af de kritikpunkter, men der er heldigvis meget positivt at føje til.

Kapitlet om Danmarks dåbsattest er godt skruet sammen, og man få styr på myten om kristningen af Danmark, og hvordan myten har formået at bestå. Harald Blåtands runesten er et gedigent civilreligiøst monument, der i dag endda er kommet i glas og ramme. Det diskuteres i kapitlet, hvordan hedenskab og kristendom snart skiller sig ud fra hinanden og snart supplerer hinanden alt sammen på den lille plet i Jelling. Et oplevelsescenter vil dukke op her en dag med følgende opgaver: "Udgangspunkt i den store Jellingestens 3 temaer; rigets grundlæggelse, religionsskiftet og starten på regentrækken", så der er masser af civilreligion at se frem til her, og også en reproduktion frem for en dekonstruktion af myten om den stenhårde dåbsattest.

I Israels findes der civilreligion hos de danskere, der bor på stedet, idet man eksempelvis holder sankthans, men også har en særlig mindedag for redningen af de danske jøder i oktober 1943. Det, man hæfter sig ved i kapitlet om danskere i Israel, er, at de sociale ritualer blandt immigranter i mindre grad omhandler nationalstaten og i højere grad fokuserer på nationaliteten, så det er ikke Danmark, men danskeridentiteten, man har fokus på. Det understreges endvidere ved, at det rituelle danske rum er et religionsneutralt sted, hvor man godt kan synge "Vi elsker vort land", selvom man er langt fra det selvsamme elskede land.

Et af de afgørende og velkendte træk i civilreligiøs kontekst er de mange mindesmærker for genforening og befrielse i Danmark, og et citat fra kapitlet af Claus Jacobsen om det emne får slutreplikken i anmeldelsen om bogen, der afgjort er værd at købe og læse af menigmand: "En stor del af mindesmærkerne for genforeningen og befrielsen efterligner eller i hver fald spejler sig i de gamle runesten. Oldtidens runesten er som mindesmærker med al tydelighed også en form for forbillede, også blandt de mindesmærker, der ikke direkte prøver at efterligne runesten stilmæssigt. Generelt er indtrykket, at man tolker dem som en del af samme tradition: befrielses- og genforeningsmindesmærkerne på den ene side og vikingetidens runesten på den anden."

Lise Søelund, idéhistoriker og forfatter.