LURF logo 

Medlemskommunikation: Anmeldelse

Paris efter befrielsen 1944-49

Anmeldt af Ole Bjørn Petersen

Antony Beevor og Artemis Cooper: Paris efter befrielsen 1944-49
Forlaget Lindhardt og Ringhof 2014
Sider 480, illustreret
Kr. 345

"Paris vaut bien une mess", som Henrik 4. skulle have sagt, da han konverterede til katolicismen for at kunne bestige den franske trone – og ja, Paris var en messe værd, men spørgsmålet er lige, om bogen er en "messe værd". Forfatterne Antony Beevor og Artemis Cooper skriver medrivende om tiden i Paris efter befrielsen fra 1944-49, en kaotisk tid i en by og et land, der var splittet på alle fronter. Når jeg så alligevel trækker lidt på det, så er det jo fordi vi som lærere ofte læser med bagtanke på bogens anvendelighed i en undervisningssammenhæng. Og her giver jeg fortabt.


Det er et personligt statement og ikke et generelt udsagn. Men bunken, tårnhøj, af informationer, navne, steder, begivenheder, personligheder fra England, USA, Sovjetunionen, andre lande og så selvfølgelig Frankrig og alenlange ophobninger af navne på franske politikere, modstandsfolk, kommunister og tilhængere af marskal Pétain og Vichyregimet og så videre. Det er i overkanten og som læser falder man ud over kanten, når der efter 300 sider opstår en vis træthed og man har mest af alt lyst til at løbe i ly for disse eskapader af namedropping. Informationsbombardementet til trods så sidder man dog tilbage efter endt læsning med et billede af en voldsom tid, hvis efterdønninger vi stadig kan mærke i Frankrigs forhold til verden og ikke mindst USA og måske også fornemme i spændingerne i undergrunden af det franske folk.

Men er man lidt frankofil eller interesseret i, hvordan en krigsbetændelse kan udvikle sig til samfundsmæssig sygelig tilstand, der stadig ulmer, ja, så er det bare med at tage fat.

Nogle af de gennemgående temaer i bogen er selv konflikten mellem det tyskvenlige Vichy-regime og det øvrige besatte Frankrig, hvor modstandsbevægelsen eller rettere bevægelser kæmpede om at være de rette arvtagere til den magt, der ventede forude ved en krigsafslutning. Og her spillede ikke mindst den yngste brigadegeneral i hæren, de Gaulle, en meget fremtrædende rolle. Han var om nogen en mytemager – men ikke den eneste. Hans forestilling om Frankrig og ikke mindst sig selv og sin egen rolle i la Résistance er fascinerende – samt hans næsten klaustrofobiske forhold til de allierede: krigen blev ført på mange fronter, men at de allierede på de interne fronter bekæmpede hinanden i det omfang, var en øjenåbner. De Gaulle følte sig konstant snigløbet af de allierede og de stolede omvendt ikke på ham, ja, i det hele taget kunne franskmændene ikke lide deres befriere, amerikanerne, der var for tykhudede og de andre for tyndhudede – sammenstødet mellem det frie marked med mad, cigaretter og strømper og krigssocialismens moralske rationering skabte kløfter, der med den kommende magtelite blev spændt til bristepunktet. Stemningen mejsles ud i de Gaulles mest følelsesladede tale fra altanen på Hôtel de Ville på befrielsesdagen den 35.8.1944: "Paris, Paris! Paris i chok, Paris knækket, Paris martyriseret, men Paris befriet! Befriet af sig selv, befriet af sit folk med hele Frankrigs hjælp, det vil sige la France combattante, det sande Frankrig, det evige Frankrig" – man skal være franskmand og meget patriot for ikke at få kvalme – og ingen spurgte hvad amerikanerne og englænderen egentlig havde gjort godt for. Men franskmændene slugte det som lægemidlet, der forbandt landets sårede stolthed og skabte et billede af national enhed, som var absolut fraværende. Paris er en smeltedigel af alles krig mod alle – og hvad værre er, de løb alle rundt med skyklapper for øjnene eller famlede i blinde efter pejlemærker som det store indflydelsesrige kommunistparti, der stort set blev ignoreret af Stalin – der foragtede franskmændenes manglende offervilje - fra han indgik pagten med Hitler i 1939 og frem til den kolde krigs begyndelse i efteråret 1947.

Bogen giver også et spændende indblik i det tvetydige forhold til marskal Pétain og Vichyregimet, der ifølge forfatterne er blevet dæmoniseret i historieskrivningen i bagklogskabens lys, fordi historikerne – som jeg læser det – har set på udviklingen med de unge intellektuelles øjne, der så petainismen som den moderne version af den monarkisk-klerikale reaktion mod moderniteten. Det var således en kamp mellem det gamle Frankrig og det kirkefjendske venstre, der så sig selv som åndelige efterkommere af de revolutionære i 1789. Derfor beundrede de intellektuelle eller mange af dem kommunisterne og den hårdføre Røde Hær, mens de foragtede det amerikanske militær, som de anså for kommercielt og forvænt.

Selv om bogen er i et hæsblæsende tempo, så stopper man nogle gange op og får pulsen på plads. For nogle af øjebliksbillederne fanger tiden, stedet og miljøet, så det bliver levende for læseren. Især i de tragiske skildringer af de hjemvendte fanger fra de tyske fangelejre og koncentrationslejre: mange familier havde svært ved at håndtere deres depressioner på grund af deres skyldfølelse over at have overlevet: "Der var ingen glæde" skrev Daix, "for vi havde bragt for mange døde med os tilbage". Og skildringerne af elendigheden, sulten og kulden. Befrielsen var ikke en befrielse fra lidelserne – snarere tværtimod. Som der rammende står i forfatternes forord til bogen: "Franskmændene og frem for alt de franske kvinder bebrejdede ikke for alvor den store filmstjerne Arletty, at hun havde en elsker i Luftwaff. Men de kunne ikke tilgive hende, at hun boede sammen med ham på Ritz, hvilket betød at hun havde adgang til den bedste mad, der var at få, mens resten af dem led sult". Mad er magt, som den tyske forfatter Ernst Jünger bemærkede under sin tjeneste i Paris, hvor han ofte spiste på Tour d'Argents restaurent.

Kapitlerne om de intellektuelle er spændende læsning, for hvem elsker ikke igen, igen at høre om la famille Sarte og la famille Prevert og alle de andre, deres cafeer, deres møder og deres skænderier. De var nok en åndelig elite, men som mennesker gik de ofte i meget små sko, ja nogen helt uden sko. Til gengæld kunne de så varme sig med deres skyklapper. Der føjes ikke meget nyt til – men igen kan man i bagklogskabens lys undre sig over, hvor langt de gik i deres forsvar for den totalitære kommunisme- ja, ofte også legitimerede grusomhederne i den højere sags tjeneste. Og den diskussion er desværre lige så aktuel i dag.

Hvis retsopgøret efter krigen i Danmark var en rodet affære, så sidder man med en fornemmelse af at det var intet i sammenligning med opgøret i Paris, og forfatterne er heller ikke karrige med eksempler på det florerende hykleri: eksempelvis salgspersonalet i de elegante tøjbutikker, der uden at blinke havde betjent tyskerne og deres franske veninder, men nu efter krigen nægtede at betjene en kollaboratørs hustru.

Der er mange temaer i skildringen af årene i Paris efter befrielsen, men frem for alt mange små og fine detaljer og episoder, der i modsætning til den uendelige namedropping på de bonede ministerielle gange, sætter farve og krop på fortællingerne: ældre kvinder, der river Dior-tøj af unge rige parisiske piger på gaden eller den franske regering, der modsatte sig salg af Coca-Cola på grund af protester fra franske vinbønder, der blev støtte af kommunistpartiet og deres kampagne mod la Cola-colonisation de la France. Det var i åbenlys strid med Marshallplanens aftale om fri handel, men kommunisterne frygtede, at amerikansk kultur ville kvæle nationen. Eller hvor tilfældigt Galerie Maeght gik hen og blev et af de førende gallerier i Paris.

Så altså: er man lidt frankofil – så velbekomme.