LURF logo 

Medlemskommunikation: Anmeldelse

En introduktion til Hadith

Anmeldt af Ole Bjørn Petersen

John Burton: En introduktion til Hadith
230 sider, kr. 210
Forlaget Vandkunsten 2014

John Burtons "En introduktion til Hadith" har været længe undervejs, men bedre sent end aldrig. Og så er det jo altid en fornøjelse, når forlaget hedder Vandkunsten, hvor æstetikken og de taktile egenskaber får alle sanserne i omdrejninger og giver læseroplevelsen dybde frem for en ibog eller en ebog – det er med andre ord en rigtig pbog. Gid de længe leve må!

Ordet "introduktion" kan umiddelbart give læseren et indtryk af, at man måske sidder med noget Pixi-agtigt, for nu at formulere sig lidt trendy. Men det gør man ikke. Bogen er godt skrevet, og få har så stor viden om sit emne som John Burton, og det er måske derfor, læseren ind i mellem kan føle sig svigtet, med mindre man i forvejen er godt med. Blot til advarsel. Men når det så er sagt, så er det besværet værd.

Hadith anses af muslimer for at indeholde traditioner om profeten Muhammed, hans ord og gerninger – under et profetens sunna – overleveret af hans tilhængere, efterfølgere og ledsagere, og nedskrevet i det 8. og 9. århundrede. Hadith – og her tænkes primært på summen af hadither (overleveringer) i de autoriserede hadith-samlinger – udgør sammen med Koranen grundlaget for islamisk tro og praksis.

Men set fra vestlige forskeres vinkel, er der ikke sammen tiltro til hadithernes validitet som blandt de muslimske retslærde. Mange vestlige forskere som eksempelvis Goldziher og Schacht især mener ud fra deres meget forskellige analyser af Hadith, at forbindelsen til Muhammed er svag. Og det samme gør også Burton. Men det er ikke projektet med denne bog at se hadith-traderingen i et vestligt lys, men at undersøge, hvorledes de muslimske lærde har håndteret problemet med at skille de stærke fortællinger om Muhammeds liv og levned ud fra de svage. Bogen undersøger og diskuterer således oprindelsen af de synspunkter, der findes i Hadith og sammenligner dem med Koranens lære, især hvad angår faste, bøn og ægteskab og ser på, hvordan de bliver behandlet i den tidlige eksegetiske litteratur.

I almindelige lærebøger fremstår løsningen af et sharia-spørgsmål ofte som en fireleddet proces med udgangspunkt i Koranen, og kan problemet ikke klares her, hvad har Muhammed så sagt og gjort? Og efterfølgende bringes så qijas og ijma i spil – og det er så på den baggrund at islamisk retsvidenskab fiqh udvikles i 800- og 900-tallet. Men det holder åbenbart ikke. Med den betydning profetens sunna får i forbindelse med al-Shafis opgør med muslimernes sunna og de sunna'er der knytter sig til nogle af de traditioner, der udvikler sig i Mekka, Medina og Kufu. Således refererede sunna i midten af det andet århundrede fortsat til muslimernes kontinuerlige praksis, som den havde været i fortiden – og det er her al-Shafis angreb sætter ind: der er kun en sunna, og det er profetens. Når man accepterer at Hadith kommer fra Muhammed, accepterer man, at den kommer fra Gud. Vejen til at adlyde Muhammed er vejen til at adlyde Gud, det vil sige accept af og overholdelse af profetens sunna alene – og skærer vi ind til benet, så betyder det, at "Gud har udnævnt Muhammed til at levere og fortolke selv de mindste detaljer i åbenbaringerne og at begge funktioner er dækket ind med den guddommelige ordre om, at mennesket skal adlyde Guds profet i enhver henseende".

Med andre ord er udgangspunktet for en fortolkning af Koranen profetens sunna, Hadith: Profetens Hadith supplerer Koranen, idet Hadith på vegne af Gud, forklarer hvad meningen er med Hans regler.

Denne pointe var for mig en øjenåbner – og samtidig forklarer det jo så også, hvorfor der er lagt så meget energi gennem århundrede i de retslærdes arbejde med at finde de hadither, som der var konsensus (ijma) om blandt de retslærde med en vis sandsynlighed kom fra profeten.

Jeg har nævnt fiqh, der sammen med ilm ofte er meget forskelligt defineret i lærebøgerne, og her har Burton en meget fin skelnen mellem de to begreber og deres anvendelse: Ilm betyder kendskab til Koranen og dens fortolkning, det vil sige kendskab til de juridiske beslutninger, der blev truffet af profeten og hans ledsagere (netop det, som Hadith indeholder), mens fiqh udgør indsatsen for at nå frem til en sammenhængende systematisk erklæring om, hvilken betydning indholdet af kilderne, Koranen og Sunna, har for det enkelte menneske og samfundet. Emnet for ilm er således det guddommelige budskab, mens fiqh er resultatet af det menneskelige bidrag. En lærds ra'y står og falder således med i hvilket omfang den lærde har inddraget alle de informationer, der foreligger i Koranen og Sunna – jo flere informationer jo mere omhyggelig er hans opinio, mens personlige fortolkninger, mening – til forskel fra opinio – ud fra sproglige eller logiske kriterier er en forkastelig brug af ra'y. Det er på den baggrund at vi i dag ser mange fundamentalister eller islamisters opgør med traditionen og dermed med fiqh, der netop som menneskets bidrag står til diskussion.

Burton indleder i sin introduktion med en spændende redegørelse for hovedværkerne i den vestlige Hadith-forskning, hvor især to navne er uomgængelige, den ungarske forsker Ignaz Goldziher og den britisk-tyske professor Joseph Schacht, inden han i et helt kapitel undersøger "Profetens mission", der handler om Profetens trængsler i Mekka og magten i Medina – et utroligt spændende kapitel, der i en lidt forkortet version kunne indgå i ethvert undervisningsforløb. Det er efter min mening en af de bedste korte skildringer af Mekka-perioden og hijra, vi har på dansk.

"Den islamiske tradition" handler både om tiden under Muhammed og hans efterfølgere og nogle af de fortolkningsmæssige problemer, der meget tidligt opstår i den muslimske menighed – eksempelvis i fortolkningen af de fem søjler: trosbekendelsen, bønnen, almissen, fasten og valfarten. For hvad var ret muslimsk adfærd og hvad var ikke? Skal man under wudu vaske fødderne eller gnide fødder? Det udløser voldsomme diskussioner, bl.a. fordi Muhammeds sunna ikke kunne løse problemet og teksten i Koranen kan legitimt læses på begge måder. Uenigheden er der stadig: shi'a-muslimerne gnider fødderne og sunni-muslimerne vasker fødderne. Og hvornår er det lige man skal foretage den lille renselse? Det er rigtigt, saligheden står på spil – så det er ikke et spørgsmål om at gætte sig frem. Hvad siger kilderne og hvordan skal det fortolkes? Fantastisk diskussion, der set fra en kulturkristen anmelders synsvinkel nærmer sig det neurotiske, men omvendt er det jo også disse skolastiske diskussioner, der er fascinerende ved netop lovreligioner, hvor adfærden – ortopraksis – tager over på bekostning af troen – ortodoksi.

Bogen er fuld af spændende eksempler på ustyrlige fortolkningsdiskussioner – og bedre bliver det jo ikke af at Muhammed gerne gav alle sine uenige ledsagere ret, fordi "denne Koran blev givet til mig i forskellige versioner, så I kan recitere det, som I har lettest ved", som han skulle have sagt ifølge en hadith fra al-Bukhari-samlingen.

Hadith handler om at det, der optager et religiøst samfund og derfor også politik, og samtidig bliver magten over Hadith også inddraget i den politiske magtkamp, der kommer efter Muhammeds død – og i den forbindelse er der mange fine informationer om, hvorledes de første kaliffer forsøger at sætte sig på fortolkningsretten samt forholdet mellem sunnier og shi'itter, som fint kan supplere ens undervisning.

I kapitlerne om "Studiet af Hadith" og "Hadiths teologiske dimension" får man som ikke-muslim et fremragende indblik i, hvor svært det er for de retslærde at nå frem til en enighed om ret muslimsk adfærd, når kildegrundlaget er så tvetydigt som tilfældet er. Koranen er ikke entydig og Muhammed var ind i mellem glemsom og overholdt ikke altid sine egne regler eller fortolkninger. Hvordan fortolke Muhammeds glemsomhed – og hvad var konsekvenserne i forhold til det, han havde glemt? Argumenterne for og imod hvad der er rigtigt og hvad der er forkert var en enorm intellektuel udfordring for de retslærde og fordrede forviklede læsninger af profetens sunna, almindelig sædvane (muslimsk praksis) og hvad der nu stod i koranen. Og Burton giver læseren en lang række fremragende eksempler fra bl.a. bøn, faste, midlertidigt ægteskab, brugen af farvestoffer, ægteskab under pilgrimsfærden og straffen for hor.

Ann-Sophie Hemmingsen har i sin afhandling om jihadisme bl.a. fremhævet at mange jihadister føler sig tiltrukket af den intellektuelle udfordring, der ligger i at være 100 % sikker på, at alt det man gør, er halal – men som hun skriver, så er det i islam kun fem procent, der er halal og fem procent, der er haram, resten, de 90 procent, ligger i en gråzone. Jihadisternes maniske frygt for ikke at ligge inden for de fem procent halal har de ikke fra nogen fremmed. Det bygger på en lang intellektuel tradition i islam med afsæt i diskussionerne i det 8. og 9. århundrede.

De sidste kapitler i Burtons bog handler om "Verificeringen af Hadith" – herunder klassifikationen af haditherne og fremkomsten af isnad – "Hadith-samlingerne" og "Den vestlige tilgang til Hadith", og når man når dertil, ja så er man træt. Som der står på bogens bagside, så "introducerer [bogen] på en ukompliceret måde læseren til en række centrale problemstillinger i både islamisk tænkning og vestlig islamforskning" – jeg er helt enig undtagen i "ukompliceret" – men lad det ligge – det er besværet værd.