LURF logo 

Medlemskommunikation: Anmeldelse

Dansk skolehistorie bind 1-3

Anmeldt af Niels Willert

Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith (udg.): Dansk skolehistorie bind 1-5.
Aarhus Universitetsforlag 2013-2015.

Bind 1-3 er udkommet; bind 4 forventes at udkomme ultimo 2014, og bind 5 forventes at udkomme primo 2015.

I det følgende anmeldes bind 1-3:

Skolen har i år fejret 200 års jubilæum. Skolelovgivningen i 1814 er blevet markeret på forskellig vis i den danske skoleverden. Det har så også været anledning til, at skolehistorikere på DPU (Aarhus Universitet) for nogle år siden tog initiativ til et større forskningsprojekt, der ikke mindst skulle materialisere sig i en ny dansk skolehistorie. Resultatet foreligger nu med udgivelsen af de første tre ud af fem bind, hvormed vi har fået adgang til foreløbigt at læse om den danske skoles historie siden middelalderen og frem til årene lige efter 1. Verdenskrig. Skoleforskerne Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith har stået i spidsen for et forskerhold, der har formået at formidle et opdateret og bredt forskningsarbejde og på forskellig vis perspektivere et væsentligt område inden for dansk kulturhistorie. Resultatet er imponerende. De første tre bind efterlader et generelt indtryk af et grundigt forskningsarbejde og et gennemtænkt og vellykket formidlingsprojekt. Det er simpelthen svært at lægge disse bøger fra sig, så velskrevne som de er, hvortil kommer en særdeles flot billedredaktion ved Anette Stoffersen. Det er boghåndværk på et højt niveau, hvad Aarhus Universitetsforlag så også kan være stolt af. Pædagogisk er der også kælet for værket med løbende opsamlinger i hvert kapitel og efter hvert bind, ligesom der ikke er sparet på registrene, der omfatter person-, sted- og emneregister. Også i den henseende er det et læservenligt værk. Og så er det svært at få øje på tryk- og stavefejl!

Et skolejubilæum er en indlysende grund og anledning til, at historikere for nogle år siden med stor støtte fra bl.a. Carlsbergfondet fik søsat dette væsentlige projekt. Men paradoksalt nok efterlader de tre første bind et klart indtryk af, at nok er skolelovgivningen i 1814 et vigtigt skridt i retning imod den skole, som vi har i dagens Danmark, men der har på den anden side været meget mytedannelse omkring dette årstal. Det er for det første ikke her, at det hele begynder; vi skal meget længere tilbage i historien, hvilket det første bind dokumenterer. For det andet er det lidt misvisende at tale om folkeskolens 200 års jubilæum, for folkeskolebetegnelsen indføres først i 1899, ligesom denne betegnelses inklusive og centralistiske ideologi udvikles i de efterfølgende år i begyndelsen af 1900-tallet med en helhedsskole for alle. Sådan var det ikke i begyndelsen af 1800-tallet. Herom kan man læse i henholdsvis det andet og det tredje bind, der dækker perioden fra oplysningstiden og frem til 1900-tallets begyndelse med etableringen af parlamentarisme og udvidelse af demokratiet herhjemme.

Hvert bind afsluttes med, hvad der kaldes Kilde og litteraturessays. Her gennemgår bindets forfattere de enkelte kapitlers kildemateriale og sekundære litteratur, hvormed læseren får indblik i det forskningsmæssige grundlag for de enkelte kapitler. Det skulle også gerne, som det udtrykkes, inspirere læseren til videre undersøgelser af skolehistoriens mange emner og aspekter. I den sammenhæng skal det også fremhæves, hvordan forfatterne bag det første bind introducerer til de perspektiver, der er anlagt i fremstillingen. Der er – og det gælder i første omgang specielt for det første bind om tiden fra middelalderen til 1700-tallets slutning - lagt vægt på tre grundforhold, først skolens mangfoldighed, derpå skolen som samarbejds- og konfliktarena, og endelig, hvad der burde være en selvfølge, det faktum at skolen var og er et sted for børn. Det betyder alt sammen, at denne skolehistorie i modsætning til andre tidligere fremstillinger af skolens historie er langt mere og andet end en skoleinstitutionshistorie. Den institutionelle og den ide- og pædagogikhistoriske side af historien følges her ad med lokalhistoriske perspektiver, hvormed vi får lejlighed til at kikke inden for i udvalgte skoler og klasselokaler. Og det er med til at gøre fremstillingen såvel varieret som levende. Skolens hverdag og praksis kommer langt mere i fokus, end det tidligere har været tilfældet. Det giver således også god mening, når forfatterne til det første bind indledningsvist introducerer til, hvad de kalder for seks centrale fortællinger, der vil løbe som røde tråde igennem de enkelte kapitler og bidrage til at levendegøre de mange skoleverdener. Fortællingerne er følgende: Standssamfundets skoler, den kønsopdelte undervisning, skolen som kirkens projekt, skolen som statsmagtens ansvarsområde, ideer og praksis på tværs af grænser samt børnesyn og skolepraksis. Det siger sig selv, at denne narrative ramme specielt er knyttet til skolens tidlige historie som skildret i det første bind. Men i et vist omfang danner det også ramme for de efterfølgende binds fremstillinger, der som det første bind netop er præget af den tilsigtede mangfoldighed.

Bind 1:
Charlotte Appel og Morten Fink-Jensen: Da læreren holdt skole. Tiden før 1780.
442 sider; 399,95 kr. Aarhus Universitetsforlag 2013.

I dette første bind må interessen i særlig grad samle sig om først reformationens betydning for det at holde skole herhjemme, derpå pietismens skolepolitiske tiltag, og endelig oplysningstidens menneskesyn og pædagogik, der gik forud for skolelovgivningen i 1814. Det sidste er til en vis grad tankegods fra renæssancens humanistiske menneskesyn, der efter at have ligget i dvale med den lutherske ortodoksis strenge syndsfokuserede menneskesyn dukker op igen. Dette menneskesyn og dets pædagogiske betydning i dansk reformationshistorie gøres der fint rede for. Vi hører om Christian II's humanistiske skolelovgivning, der trods denne konges senere skæbne, ikke desto mindre fik indirekte betydning for den efterfølgende Christian III’s praktiske gennemførelse af reformationen med Kirkeordinansen i 1537-39 (side 37ff.).


Vi får indblik i bibelhumanisten Erasmus af Rotterdams positive syn på barnet og på barndommen, hvilket nok kan sætte spørgsmålstegn ved det gængse syn, at det først er med oplysningstiden og Rousseau, at barndommen blev opdaget (side 53ff.). Det er i det hele taget en pointe i dette første bind, at mangt og meget af det, vi ellers forbinder med oplysningstiden, allerede var til stede som tankegods på et tidligere tidspunkt. Allerede i reformationstiden var man opmærksom på børnenes behov for at være børn, det konstruktive i at forbinde leg og læring samt det uhensigtsmæssige i korporlig afstraffelse af børn.

Skolerne skulle rigtignok være et sted for børnene som "Gudfrygtighedens planteskoler", men med 1700-tallets samfundsudvikling og med pietismen og oplysningen blev man langt mere bevidst om, hvad børn havde brug for i skolen, sagt med andre ord, at de havde brug for andet end Luthers Lille Katekismus. Af gode grunde får statspietismens skolepolitiske tiltag en stor plads i fremstillingen (side 165ff.). For her indtræffer det vendepunkt, som man måske har været for tilbøjelig til også i år at forbinde med 1814. Ikke alene materialiserer skolen sig som et lokalt sted med det store byggeprojekt i form af de 240 rytterskoler, men skolen bliver også et statsligt øvrighedsprojekt, hvis vision er skolepligt for alle, såvel i byerne som på landet, både for rige og ikke mindst også for fattige. Pietismens sociale dimension er på længere sigt banebrydende, men på kort sigt skulle den dog i forhold til den gryende oplysning vise sig som en træg størrelse, der fastholdt den lutherske ortodoksis syndsfokuserede menneskesyn. Et nyt menneske- og barnesyn skulle der til, men det kom også fra nogle af kirkens folk. Et eksempel herpå med en kritisk præst fra Odsherred er interessant (side 287f.). At han ikke stod alene, viser, ikke alene hvor tæt båndet var mellem kirke og skole, men også at kirkens folk var med til at præge udviklingen i retning af det, der kom til udtryk med skolekommissionens arbejde i slutningen af 1700-tallet og skolelovgivningen i 1814. Det hører vi om i det næste bind.

Bind 2:
Christian Larsen, Erik Nørr og Pernille Sonne: Da skolen tog form. 1780-1850.
428 sider; 399,95 kr. Aarhus Universitetsforlag 2013.

Dette bind, hvis omdrejningspunkt i en vis forstand er skolelovene i 1814, lægger ud med at introducere, som der står, importen af de pædagogiske idealer fra andre europæiske lande, især Tyskland og Frankrig med Basedow og Rousseau i spidsen. Men vi får også fint indblik i, hvordan forskellige præster under påvirkning af oplysningstidens rationalisme og filantropisme appellerede til, at børnene fik lært andet og mere end kristendom i skolen, så at de kunne blive til gavn og nytte i et samfund i stærk udvikling.
Således hører vi om en fynsk præst, der i sin kritik af en mangelfuld skole bemærkede, at der ved siden af den kristne børnelærdom også var "andre, aldeles uundgåeligt fornødne kundskaber for mennesket, om han skal blive skikket til at være en fornuftig og nyttig borger i denne verden."(side 49).

Lagde dette op til, hvad der blev udtrykt som almueskolens formål i 1814, så blev det nok især det store og komplicerede skolekommissionsarbejde fra 1789, der skulle bane vejen hertil (side 82ff.). Det er interessant læsning, navnlig fordi det giver os indblik i de visioner om skolen og uddannelsen af lærere hertil, der nok langt fra blev indfriet med de forskellige skolelove i 1814. Det får man i hvert fald indtryk af i den omhyggelige gennemgang af de fem forskellige lovkomplekser (side 127ff.), der blev vedtaget midt i en krisetid. Man får også indtryk af en stadigvæk mangfoldig og uhomogen skole, når de fem love skulle dække henholdsvis landdistrikterne i kongeriget, købstæderne, København samt Slesvig-Holsten og jøderne, der i samme år som bekendt fik borgerret. Det ser også ud til, at lovgivningen blev omsat til virkelighed på vidt forskellig måde, afhængigt af hvor man befandt sig i kongeriget. Men generelt kan det konstateres, at der nu blev undervist for alle fra barnets 7 års alder og frem til konfirmationen, også i langt flere fag end tidligere, hvormed man i højere grad kom til at leve op til de udfordringer, som et moderne samfund måtte stille. Mere styring og kontrol ovenfra, men også mere metodik og kompetence fra de bedre uddannede læreres side.

Som bekendt var religion stadigvæk det centrale fag, for, som der står i anordningerne, så skulle børnene dannes til "gode og retskafne mennesker i overensstemmelse med den evangelisk kristelige religions lære. Det gjaldt udover selve faget også de andre fag, f.eks. dansk, hvor Bibelen og salmebogen var centralt læsestof, eller geografi, hvor et kort over Palæstina var en selvfølgelighed, eller historie, der tog sit udgangspunkt i skabelseshistorien (side 199ff.) Skoledagen var i det hele taget indrammet af det kristne tilværelsessyn, båret frem af den rationalistiske biskop Balles "Lærebog i den evangelisk-christelige Religion indrettet til Brug i de danske Skoler" fra 1791. Men som bekendt skulle vækkelsesretningerne i 1800-tallets begyndelse med deres kritik af den statslige og obligatoriske udenadslære i kristendom i rationalistisk udgave på længere sigt bane vejen for en anderledes personlig og selvstændig stillingtagen til religionen – med religionsfriheden som et af grundlovens væsentligste rettigheder. Om forældres ret til at bestemme børnenes religionsundervisning, og om skolen var deres eller statens hovedansvar, det er spørgsmål, der netop tages op i forbindelse med den danske demokratiseringsproces fra 1830ernes stænderforsamlinger og frem til etableringen af Den Grundlovsgivende Rigsforsamling i 1849. Hermed slutter dette andet bind, der af gode grunde bærer titlen "Da skolen tog form". Nu er det ikke længere læreren, der holder skole, men derimod skolen, der med en mere og mere selvbevidst og uddannet lærer er forpligtet på at føre den statslige skolelovgivning ud i livet. Overordnet set havde der siden pietismen været tale om undervisningspligt, men for de fleste børns vedkommende blev det praktiseret som skolepligt.

Bind 3:
Anne Katrine Gjerløff og Anette Faye Jacobsen: Da skolen blev sat i system. 1850-1920.
446 sider; 399,95 kr. Aarhus Universitetsforlag 2014.


Med det tredje bind er vi nået frem til tiden efter Grundloven og dermed en tid, hvor konturerne af det moderne velfærdssamfund så småt begynder at aftegne sig. Hvor 1814-lovene stod centralt i det andet bind, da er de store skolereformer omkring århundredeskiftet i fokus i dette bind, der ligesom de andre bind også rummer meget lokal skolehistorie. I det hele taget fornemmer man, at forfatterne Anne Katrine Gjerløff og Anette Faye Jacobsen dels har langt mere kildemateriale til rådighed, dels må forholde sig til en periode, der, som de skriver indledningsvist (side 19) er den mest udforskede i dansk skolehistorie.

Men som det har været tilfældet med de tidligere bind, så er også dette bind præget af flere nye tilgange til historien, eller, som de kalder det, røde tråde eller markante fortællinger, der snor sig igennem bindets kapitler (side 21). For det første skabte Grundloven nye demokratiske spilleregler også på det skolepolitiske område, hvilket i første omgang især kom bønderne til gode, senere også arbejderbevægelsen. Skolen blev genstand for åbne politiske forhandlinger. For det andet blev mangfoldigheden godt nok på den ene side fastholdt, f.eks. i sammenhæng med den religiøse mangfoldighed med vækkelsesbevægelser og friskoler, mens på den anden side skolen med bindets titel blev sat i system og kom til at fremstå langt mere ensrettet end førhen. For det tredje fortsatte den gejstlige indflydelse på skolevæsenet, men nu på en sådan måde, at den kristne dannelsesopgave med bibelske fortællinger i centrum ikke mindst i tiden efter 1864 blev forbundet med den nationale fortælling, hvilket navnlig fik betydning for dansk- og historiefaget. Så er det for det fjerde også et vigtigt nybrud, at en lærerstand i egentligste forstand blev til, nu også med mange kvindelige lærere eller lærerinder, som det dengang hed. Det er den fjerde fortælling, og den følges op af den femte og sidste fortælling, der drejer sig om, at nye aktører med forskellige ekspertiser inden for psykologi, lægevidenskab, arkitektur fik en rolle i en skole, der udover at være et sted for læring også gerne skulle et sted, hvor barnet med dets krop og sjæl kunne udvikle sig sundt og harmonisk i lyse og luftige omgivelser.

På det lovgivningsmæssige område er det værd at notere sig, at loven om undervisningspligt vedtoges i 1855, hvormed en liberalisering af den almene skole fandt sted, ikke uden indflydelse fra friskolebevægelsen. Nok havde det været muligt tidligere for forældre, i særlig grad fra de mere velstående miljøer, selv at sørge for børnenes undervisning, men nu faldt denne synliggørelse af standsuligheder bort. Friskoleloven fra 1855, som den ofte er blevet kaldt, havde således et bredere sigte i en liberalisering, Grundtvig ikke var uden indflydelse på. Selvom der året efter – i 1856 – blev vedtaget en skolelov, så indtræffer de store forandringer dog først omkring århundredeskiftet med nye love i 1899 og i 1903 efter systemskiftet. Hvor folkeskolebetegnelsen som bekendt erstatter de tidligere betegnelser almue- og borgerskole i 1899, da kan man med lovgivningen i 1903 konstatere, hvordan helhedsskolen i form af et sammenhængende forløb fra grundskole over mellemskole til gymnasium etableres. Men ved siden af disse formelle ændringer er det nok så interessant, hvordan den såkaldte nypædagogik med vægt på barnets personlighed og udvikling kom til at spille en stor rolle i opgøret med tidligere tiders vægt på udenadslære. Selvom Grundtvig indirekte kan ses som en inspirationskilde hertil, så var det dog først og fremmest inden for den gryende psykologiske og pædagogiske forskning udefra, at nye eksperimenterende tiltag blev sat i værk. Det ses ved kultusminister Sthyrs cirkulære fra 1900 med dets bestemmelser om religionsundervisningens dannelsessigte, ligesom dette cirkulæres styrkelse af dansk- og historiefaget taler sit tydelige sprog om den nationale identitetsdannelses betydning i disse år, hvor demokratiseringsprocessen er i fuld gang. Det er spændende og vedkommende læsning, der får fremstillingen som helhed til at hænge sammen. Og meget andet kunne nævnes såsom undervisning for forskellige mindretal, hvad enten det er børn af religiøse minoriteter, eller det er børn, der er psykisk eller fysisk handikappede. Og selvfølgelig har man også – som i de tidligere bind – bevæget sig uden for Danmark, hvad enten det er mindretal i Slesvig-Holsten, eller det er befolkningen på Grønland, på Færøerne og på de dansk-vestindiske øer.

Intet er forbigået i dette spændende værk, der også er interessant derved, at skolens historie er sammenfaldende med dansk historie, både hvor det gælder kulturhistoriske emner, herunder kristendomshistorien og ide- og pædagogikhistorien, og hvor det drejer sig om sociale og politiske forhold. Sidst, men ikke mindst, så er det også et væsentligt bidrag til dansk velfærdshistorie, hvor skolens indflydelse herpå nok i langt højere grad burde tages med i betragtning, end det hidtil har været tilfældet. Det er den blevet nu, og vi vil nok komme til at høre mere herom, når de to sidste bind udkommer.

Niels Willert.
Lektor, dr.theol.
Professionshøjskolen UCC, læreruddannelsen.

Læs om hele serien på forlagets hjemmeside: Dansk Skolehistorie