LURF logo 

Medlemskommunikation: Anmeldelse

Krigen 1914-1918 – og hvordan den forandrede verden

Anmeldt af Ole Bjørn Petersen

Henrik Jensen: Krigen 1914-1918
– og hvordan den forandrede verden
Kristeligt Dagblads Forlag 2014
284 sider ill., kr. 250

Spænd sikkerhedsselen – for det går stærkt – og det er medrivende, når Henrik Jensen i sin nye bog oratorisk sprudlende og vittig (emnet til trods) med sit hensynsløse røntgenblik indfanger alle de elementer i den økonomiske, sociale, politiske og kulturelle sfærer, der kan bekræfte hans teori om autoriteternes forfald og Guds død og følgerne af det faderløse samfund.

Tændsatsen i denne samfundsmæssige og mentale omkalfatring var skyggen fra 1. Verdenskrigen. Det der skulle have været en lynkrig under fanerne af national ære og værdighed, inden livet igen kunne vende tilbage i sine vante folder hvor en mand var en mand med pligter og ansvar og kvinderne stod med oprejst pande ved køkkengryderne imploderede i samme tempo som granaterne i millionvis eksploderede mellem skyttegravene og soldaterne – de der var så heldige at overleve – kom hjem med granatchok, der indlejrede sig som en permanent størrelse i den vestlige kultur – granatchokkets kultur.

Det vertikale hierarkiske samfund med Gud i toppen – en tyndslidt Gud ganske vist der siden oplysningstiden havde ligget i åben krig med de intellektuelle og de religionskritiske filosoffer, men stadig Gud for almindelige mennesker – og grader af autoriteter under sig ned til familiens patriark – faderen – Guds forlængede arm – forlængedes med krigen ud på slagmarken, hvor generalerne i behørig afstand fra skyttegravenes Helvede dirigerede rundt med soldaterne i blinde – soldater, der selv blev blændet og derfor ikke kunne se længere end til deres sidemand. Slagmarkens udhuling af autoriteterne og nedsmeltning af de nationale symboler, ære og værdighed – det gjaldt blot om at overleve, en dag af gangen – skabte efter krigen et svækket forhold mellem generationerne og en ændret magtbalance mellem kønnene – nok vendte kvinderne tilbage til køkkenet fra fabrikkerne efter krigen, men nu ikke som en selvfølgelighed.

Gud overlevede oplysningstiden og udåndede med Nietzsche, men det var først i skyttegravens erfaring af Guds fravær at tæppet flængedes og afslørede "tomheden". At bevise Guds død er lige så vanskeligt som at bevise Guds eksistens, men som altid kender Henrik Jensens det rammende citat af en Orwell, Simmel, Spengler, Canetti, Zweig, Wilde og en Mann, Thomas Mann, der visualiserer et problem, en begivenhed eller et forhold, så det folder sig ud for læserens blik. I tilfældet Gud citeres Orwell, der fortæller en lille historie, hvor han skærer en hveps over i to på sin tallerken. Den spiser troligt videre som om intet var sket desuagtet at marmeladen løber ud af hvepsetaljen – først da den forsøgte at flyve væk opstod problemet. På samme måde med det moderne menneske: Den ting, der er skåret væk, er dets sjæl, og der var en periode, tyve år måske, skriver Orwell, hvor det ikke bemærkede det.

Opløsningen af autoriteten førte efter krigen til en ny moral, mere løs i tøjlerne, fragmenteret og individualistisk. Den moralske reference var ikke længere vertikal sigtende mod forældre og Gud, men horisontal, sidelæns mod sine ligestillede og efterhånden indad mod egne mavefornemmelser.

Modernitetens individualisme modsvaredes på kulturens scene af ekspressionismen, "opbruddets udtryk, offerets højlydte, halvt uformulerede protest inden for teater, billedkunst, musik, litteratur eller for den sags skyld politik" – "Uansvarlig mysticisme" og "narkotika for sjælen", mumlede sociologen Max Weber, der i stedet anbefalede saglig fornuft som "den eneste vej til autenticitet og skamfølelse". Et fromt ønske for lige bag ved ekspressionismen kom Dadaismen buldrende og overhalede med sit krav om et nyt spontant og autentisk sprog til afløsning for de gamle udbrændte former og værdier futurismen for så senere at overlade scenen til surrealismen.

Tabet af autoritet og det horisontale udsyn fragmenterer på den ene side samfundet og er på den anden side også en væsentlig forklaring på skabelsen af mellemkrigstidens massesamfund: Hannah Arendt skrev, at "massemenneskets særkende ikke var brutalitet og tilbageståenhed, men isolation og mangel på normale samfundsmæssige forbindelser" – der er en dialektisk spænding mellem den enkelte og massen: atomiseringen og isolation er således både forudsætningen for det totalitære massesamfund, der for alvor folder sig ud i 1930’erne som massepublikum, massebegivenheder og massedemonstrationer – og en masse-fører! – og en følge af det totalitære massesamfund.

I forbindelse med analyserne af masserne – der jo ikke var et nyt fænomen, men gradvist maksimeredes fra tiden omkring den franske revolution – som Henrik Jensen tidligere har udfoldet i "Ofrets århundrede" og her genbruger i et vist omfang – citeres livligt fra Elias Canettis mesterværk "Masse og magt" med fokus på bl.a. "stedfortrædelsens væsen" i forbindelse med det opbrud krigen udløste, et opbrud, der mirakuløst udviskede de indre samfundsmodsætninger og fejede hverdagens skærmydsler og dagligdagens vrøvl væk og efterlod en besnærende følelse af enhed og fællesskab omkring det højere mål: Nationen – for herefter at marchere i takt ud på slagmarken – og efter krigen ind i fabrikkerne, der nu omlagde masseproduktionen af våben under krigen til masseproducerede forbrugsvarer. Men det var først fra 1930’erne at masserne manifesterede sig synligt i bybilledet, i gaderne og på pladserne for så at blive en stærk politisk magt.

Som forfatteren skriver, så forstærkede krigserfaringerne tendens til fortrængning og regression, til jeg svækkelse, narcissisme og fremmedgørelse, der kan identificeres i den moderne bykultur – for de soldater, der rank og euforisk marcherede for fædrelandet ud på slagmarken kom hjem krumbøjede og mentalt sønderrevet med et for før-krigen ukendt behov for omsorg og sikkerhed – et hjem, der gerne ville høre om deres oplevelser så længe det havde nyhedens interesse, men ellers ikke forstod rædslerne bag. Dette svigt fra en civilbefolkning, der først med 2. Verdenskrig oplevede traumerne efter intensive bombardementer, udviklede hos de hjemvendte vrede og fjendtlighed overfor et samfund, som de følte sig bedraget og svigtet af. Offerrollen er dermed klar til at indtage sin plads i vesteuropæisk kultur: førkrigstidens moral smuldrer og erstattes af en mangel på social fasthed, der efterhånden indarbejdes i det moderne menneske som en socialkarakter.

Moderne myter, skriver forfatteren, tjener det formål at forlige folk med forestillingen om en ufuldkommen verden og deres egen placering i den – og formidles myterne gennem kunst og litteratur bliver de en del af den kollektive bevidsthed og dermed også en udslagsgivende faktor i nationens selvforståelse og dermed også et aktiv led i bearbejdelsen af krigen og den fremtid, der lå forude. I den sammenhæng fik Tyskland og England to meget forskellige afsæt.

Tyskerne tabte ikke krigen på slagmarken, hvor hæren holdt stand til det sidste og kunne – mente mange – have fundet krigen, hvis ikke hjemmefronten i årevis var blevet undermineret af socialistisk propaganda formidlet af bolsjevikker og "internationale jøder". Dolkestødslegenden blev en del af den kollektive bevidsthed og yderligere næret af Versaillestraktaten og spillede en (måske ikke ubetydelig) rolle i forbindelse med 2. Verdenskrig. I forlængelse af legenden betragtede mange krigsveteraner krigen som uafsluttet og holdet derfor sammen i foreninger og militære frikorps, hvor krigskammeratskabet blev dyrket på bekostning af de civile bånd. I denne smeltedigel af fortabthed og forsøg på at fastholde meningen i meningsløsheden opstod en myte om krigen som en ny begyndelse, hvor det gamle menneske blev lutret i skyttegravens skærsild og et nyt voksede op af den blodige jord – for de overlevende var krigen således en renselsesproces frem mod en højere virkelighed og til en højere kvalitet af mandighed og indsigt i liv og død. I den forbindelsen spillede Ernst Jünger en særdeles vigtig rolle som mytemager – illustreret gennem en række fremragende citater.

Anderledes gik det i England. Her voksede der ikke andet ud af asken end fysiske og mentale krøblinge: Generationen af soldater før krigen var usædvanlige unge mænd, stærke, modige og smukke, på en gang atleter og poeter. De kom fra alle egne af England, men frem for alt Oxford og Cambridge og de bedre kostskoler. De fleste blev dræbt og de, der overlevede, kom hjem trætte og lidende og desillusioneret kunne de se, hvorledes de gamle politikere var kørt fast i inkompetence, hvordan sejren blev sat over styr og imperiet blev tabt på gulvet sammen med alle de engelske værdier. Det nye genfødte menneske i den tyske myte blev i England til myten om den tabte eller fortabte generation.

Nu har jeg i anmeldelsen koncentreret mig om åndshistorien og mennesket, men faktisk redegør forfatteren også i koncentrerede afsnit om krigens gang – hvorledes slagene bølgede frem og tilbage på stedet, de mange tabstal og antallet af granater og bomber, nye krigsmaskiner, politikernes overvejelser, kampen mellem generaler og de civile ledere og meget mere – men læs selv om alt det.

Det er en Henrik Jensen i topform, højt svævende, hurtigt flyvende og med et falkeblik for de artefakter nede på jorden, der kan "bevise" den store historieteori om krigen, der forandrede alt, om en verden, der forvitrede og gennem hvis sprækker tvivl, meningstab og en mangel på retning piblede frem og som syre ætsede sig gennem alt fra religion over kunst til resten af verden.

Højt svævende og hurtigt flyvende er det nemt at overse de knaster i det brudte landskab, der taler mod teorien – for generelle forklaringer snubler ofte, når vi kommer nærmere jorden og Henrik Jensen har da også blinde pletter i blikket. Men omvendt er han heller ikke blind for den usamtidhed, der er i en udviklingsproces, at reminiscenser af den gamle verden, verden før krigen, stadig hænger fast i den nye verden. Med andre ord, forfatteren har lagt sig fast på en vinkel, et perspektiv på den historiske udvikling og forfølger den hudløst. Og tak for det.

Bogen genbruger materialer fra såvel "Ofrets århundrede" som "Det faderløse samfund" (jeg har ikke læst "Det ordentlige menneske"), og anderledes kan det ikke være, når det er den samme passion, der forfølges.

Højt svævende og hurtigt flyvende – og hurtigt læst – man kan ikke andet.