LURF logo 

Medlemskommunikation: Anmeldelse

Lidenskab for liv

Anmeldt af Lise Søelund

Steffen Støvring: Lidenskab for liv. Præsentation af fire eksistenstænkere.
299,95 kr. 233 sider. Akademisk Forlag 2014.

Man modtages af en kvadrille, firlænget, eller firehjulstrukket forsamling af tænkere, der i øvrigt er alt andet end firkantede i deres tankeunivers, og de spiller sammen, hver for sig eller med andre udøvende. Når strengene slås an lyder det harmonisk, til tider uharmonisk og ofte ganske disharmonisk, fordi de fire tænkere er alt andet end enige, og desuden angriber de temaerne fra hver deres vinkel, men festligt, folkeligt og fornøjeligt er det at møde de fire i samme indbinding. Deres ærinder er på en måde fælles, fordi de alle vil, at vi skal tage vores liv, eksistens eller virkelighed på og til os. Livet må ikke forspildes eller fortabes, hvilket let sker, hvis man ikke er opmærksom på, at det lige så stille er tilbøjelig til at futte ud mellem hænderne på os.

Tænkerne er Søren Aabye Kierkegaard, Niels Frederik Severin Grundtvig, Friedrich Nietzsche og Knud Ejler Christian Løgstrup, mens forfatteren af bogen hedder Steffen Støvring. Så fine navne må føre til noget fint, og kvartetten er da også gået hen og blevet den mest berømte i verdensspillets tænkerensemble. Hver enkelt af de fire har fået mange bøger om sig, men nu er de så sat sammen i en. Det kan man godt spekulere lidt over grunden til, men i henhold til forfatteren tilhører de den gyldne arv, der er i stand til at give os et rigere liv, så det gyldne og rige kan vi hermed tage til os. Det er ikke meningen, at man skal sidde tilbagelænet og blive underholdt, men det er tanken, at man skal tage tænkernes tanker til sig i et aktivt arbejde med ens eget liv.

Kierkegaard er til inderlighed, ensomhed og stilhed, og han ser sig som en sokratisk fødselshjælper, der gerne hjælper de åndelige tanker eller børn til verden, og han docerer ikke eller foreskriver, hvad den enkelte eller hiin enkelte skal gøre med sit liv. Målet er den glæde, som man kun når via et nærvær, og at være nærværende i at være i dag må man evne at praktisere selv i forvirret og hektisk hverdag. Intet sker dog uden et velvalgt valg, ikke af en tilfældig politiker eller politiske retning, men af sig selv og den situation, man befinder sig i, for det fører til, at man bliver forpligtet på og rodfæstet i sig selv. Der er en del eksistentielle vilkår, som man må se i øjnene, hvis man skal kunne se sig selv i øjnene, og dem kan man blive klogere på hos Støvring. Der er meget at se frem til, hvis man tager Kierkegaard med i sin bagage: Valget er en velsignelse. Livet fremstår i sin glans. Selv det mindste af det mindste bliver betydningsfuldt og glædeligt. Fordi nærvær er glæde.

Hvor Kierkegaard taler til det enkelte menneske så er Grundtvigs hovedanliggende altid fællesskabet. Han er prædikant såvel som salmedigter, og det er det levende ord, der skal tale til de levende og gøre deres liv levende. Han er selv igennem nogle livskriser, hvilket gør ham endnu mere troværdig i hans tolkning af troen. Grundtvig pointerer, at man kun ved at vågne af sin vane, dvale og mekaniske livsførelse er i stand til at forstå, hvad kristendom er, og derfor siger han, at man må være menneske først, kristen så. Selvom hans salmer for en minikonfirmand eller konfirmand kan føles så langt som et ondt år, så er vi nogen, der ikke synes, at der er et vers for meget. Den symbolmættede salme "Jeg kender et land" viser, at tro håb og kærlighed ikke er af en anden verden, men er i denne dog af en helt anden dimension:

O kærlighed selv,
Du rolige kilde for kræfternes elv!
Han kalder dig Fader, som løser vort bånd,
Al livskraft i sjælen er gnist af din ånd,
Dit rige er der, hvor man død byder trods,
Det kommer til os.

Nietzsche er af en helt anden verden, kunne man fristes til at tilføje, for han lader sig varme af vinens gud Dionysos, men bliver også snart afkølet af den vise Apollon, der lægger op til kølig eftertanke. De græske guder gør noget ved Nietzsche, og selvom han er præstesøn, så afliver han snart den kristne Gud, fordi kristendommen har det med at lægge bånd på mennesket og dets udfoldelsestrang. Nietzsche vil, at de frie ånder bliver sluppet løs og ånder frit i stedet for, at fordummelsens tremmer lukker skabninger inde og skaberkraften ude. Vi skal overvinde os selv, hvilket der ligger i det misforståede udtryk overmenneske, og det har intet med nazisme at gøre, selvom Nietzsches søster kunne gøre Nietzsches tænkning forenelig med Hitlers mangel på samme. Man skal sige ja til livet og inddrage alt, hvad det fører med sig af mørke dæmoniske kræfter såvel som lyse muntre toner. Med Kierkegaard har han ikke mindst lidenskaben fælles, mens det guddommelige skiller dem ad.

Hos Løgstrup, der ganske vist er teolog og præst, men som man mere forbinder med et filosofisk virke, fordi han altid anbefalede, at man skulle tænke sig godt om, handler det om, at grave det enkle og simple frem. Hans tænkning er temmelig forviklet, for at bruge et af hans egne sælsomme udtryk. Han gør oprør med Kant, Kierkegaard, Nietzsche, Sartre og Camus, fordi han åbenbart er den eneste, der sidder inde med sandheden eller visdommen. Han opstiller sin etiske fordring, der betyder, at vi er hinandens skæbne og bestandigt griber ind i hinandens liv, og det forpligter. Han taler om spontane og suveræne livsytringer, hvor han er tilhænger af den historiske Jesus, men ikke meget til den opstandne Kristus. Det er svært at forstå, hvad han lavede på en prædikestol, men han stod der heller ikke i så mange år, for han er livsnær, men bibelskfjern, og meget etisk, men ikke særlig evangelisk.

De fire kloge herrer er så forskellige, at det virker noget kunstigt at bringe dem sammen, og hvad, der altid generer mig, er, at tage tekster ud af deres kontekst og indsætte dem i afkortede størrelser, for at man lige kan få en appetitvækker, men bedre er det at gå til kilderne selv. Ellers får man en glimrende gennemgang af hovedtankerne hos de fire tænkere, og det kan man aldrig få for meget af.

Lise Søelund, idéhistoriker og forfatter.