LURF logo 

Medlemskommunikation: Anmeldelse

Ståsteder

Anmeldt af Johannes Adamsen, lektor, ph.d.,
Læreruddannelsen i Aarhus

Svend Brinkmann: Ståsteder.
10 gamle ideer til en ny verden.
Gyldendal 2016, 200 s.

Da psykologiprofessor Svend Brinkmann, Aalborg Universitet, i 2014 udgav sin Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvang, havde vel hverken han, forlag eller andre forudset at den skulle blive storsælgende og han selv uhyre populær.

Stå fast var nærmest sin egen genre, ikke en egentlig parodi, men en slags selv-hjælp til anti-selv-hjælp. Den var velskrevet, både vidende og bidende, og ikke mindst let i anslaget, dvs. med en stilsikker tone balancerende det alvorlige med strøg af drilagtighed og humor. Ikke sært at den skabte ham en overvældende mængde læsere og foredrag (og en del modstandere), så han kunne optræde iført en stor avishat påskrevet et lige så stort Nej.

Uselvfølgeligt havde Brinkmann sans for det individuelle i det han forsøgte at undgå det individualiserende, og selv om han er kritiseret for kun at være negativ, så havde bogen en række positive modspil.

På den baggrund er det måske ikke så oplagt at der skulle komme en efterfølger, men nu er den her, og medierne har været på plads og ladet sig forlagsfodre i god tid - og villigt slugt det hele. Anmelderne har ligeledes været på plads - og tonen har været skærpet: let skulle han ikke slippe. Selv om han mildest talt ikke ligefrem er 'slagtet'.

Titlen spiller på forgængeren. Skal man stå fast, må man gøre det på noget. Men Brinkmann er sig bevidst at det er en problematisk titel, hvorfor han også skriver om sine ti ideer at de kan kaldes "livsoaser" (s. 33). Men ser man nærmere til er det kun i uegentlig forstand en opfølger. Hvor Stå fast er vendt mod generel 'udviklingstvang', ikke mindst coaching og den betydelig selvhjælpsindustri, så er Ståsteder en mere generel kulturkritik, hvor han i indledning vender sig mod såvel instrumentalisering som nihilisme. Imod disse tager han fat i ti 'gamle' ideer, tager ti citater og behandler dem i ti kapitler af vel gennemsnitlig 12-13 ikke store sider, hvorefter han samler op og slutter af med en perspektivering.

Jeg er lidt usikker på om jeg skal beundre måden hvorpå han med krum hals går på intet mindre end livets mening, men vendt mod de nævnte instrumentalisering og nihilisme sætter Brinkmann følgende ti ting, som hver især tager udgangspunkt i en filosof: 1. Det gode (Aristoteles), 2. Værdigheden (Kant), 3. Løftet (Nietzsche), 4. Selvet (Kierkegaard), 5. Sandheden (Arendt), 6. Ansvaret (Løgstrup), 7. Kærligheden (Murdoch), 8. Tilgivelsen (Derrida), 9. Friheden (Camus) og 10. Døden (Montaigne).

På en måde er jeg grundlæggende sympatisk over for projektet: At søge råd hos de gamle og sætte 'historiens hvisken' op mod 'tidens støj' (som Julian Barnes har udtrykt det så smukt) er et væsentlig projekt, som bør møde principiel opbakning - også i forhold til uddannelse og uddannelsespolitik, som i disse år støjer ganske meget.

Men lige så sympatisk jeg stiller mig til projektet, lige så skeptisk er jeg over for resultatet. Generelt tager Brinkmann som nævnt udgangspunkt i et citat, men det er ikke dybtgående undersøgelse af pågældende filosof, men mest af alt nogle siders udlægning af temaet tilknyttet en række yderligere betragtninger.

I andet afsnit om værdighed tager Brinkmann Kant op. Brinkmann citerer, men forstår det vist ikke (s. 64 ff). Tanken er ikke at mennesket har værdighed som sådan, men at den betingelse der gør noget til eget formål, har 'indre værdi' (innerer Wert), dvs. værdighed, (Würde). Nu skriver Brinkmann ganske vist efter nogle vel løse overvejelser at mennesket har værdighed, "fordi vi ifølge Kant er autonome" (s. 66). Men det er ikke helt sagen. Kant siger at etikken (sædelighed) og vores humanitet (menneskelighed) alene har værdighed - nemlig fordi de er betingelser for at vi kan være selvformål. Det hedder "Also ist Sittlichkeit und die Menschheit, so fern sie derselben fähig ist, dasjenige, was allein Würde hat". Det er ikke mennesket som sådan der har værdighed, men moraliteten. For øvrigt er det også upræcist at sige at mennesket er autonomt: Kant skriver om fornuftens og om viljens autonomi, ikke om menneskets. Hvis nogen vil indvende at det er petitesser, der ikke ændrer ved anliggendet, så misser man pointen. At forstå mennesket som (også) formål i sig selv, fordi det kan handle etisk, er ikke det samme som i almindelighed at hævde menneskets værdighed, der som sådan kunne forblive på påstandsniveau.

I næste afsnit om løftet hævder Brinkmann at Nietzsche ikke var nihilistisk (it depends!) og at han vil læse ham opbyggeligt. Men det gør Brinkmann ikke, faktisk læser han slet ikke Nietzsche, men han forsøger godt nok at være opbyggelig ved at knytte løftet sammen med skyld og ansvar. Det var ikke Nietzsches anliggende. Sammenhængen mellem tanken om dyret som kan love og moralens genealogi er noget mere kompleks, og 'mennesket' som kan love har i historien først og fremmest via den med handlen forbundne kontrakt brugt løftet til at forpligte andre - og give dårlig samvittighed. Kun sent opstår den stærke frie, som både kan love og har magt til at gennemføre, dvs. - skønt ordet ikke falder her - overmennesket. Det Brinkmann udfolder er væsentligt nok, det er bare ikke Nietzsche.

Samme problem med Kierkegaard og selvet. Brinkmann citerer den berømte definition af ånd, som er selvet, som er forholdet, der forholder sig til sig selv (s. 83 - fra Sygdommen til Døden). Men det der med ånd og sligt huer tilsyneladende ikke Brinkmann, så i stedet for at gøre læseren klogere på Kierkegaards tankegang - som han jo altså selv introducerer - skynder Brinkmann sig sekularistisk at oversætte, i.e. erstatte, ånd med kultur. Men kultur i forholdet til selvet hjælper ikke, det er som at lade flygtighedens fortærende ulv vogter selvsamme flygtigheds forskræmte får. Både før og efter citatet er sammenhænge som ikke rimer med at erstatte ånd med kultur. Kierkegaards ærinde er det at pege på det særlige fænomen at man fortvivlet kan ville undgå at være et selv - og ikke mindst at man kan fortvivlet ville være sig selv. En opløsning af dette i kultur og en slags gidden'sk refleksion er i angst for ånd og Gud at misse centrale analyser: er det virkelig ikke psykologisk interessant at kunne fortvivlet ville være sig selv - og at dette kan tolkes som pegende på et selv som andet og mere end et kulturelt og refleksivt forhold?

Ikke alle kapitler er tilsvarende undvigende i forhold til selvvalgte oplæg, især er afsnittet om Murdoch og kærligheden ikke dårligt. Det sidste afsnit om døden virker som enlige mænds tænkning i en lang tradition: Det var ikke vanskeligt at forholde sig til, ja acceptere døden. Men får man familie, bliver det skærende klart at døden også kunne ramme dem man elsker, enten direkte eller som lemlæstende skade. Tilmed kan man med børn lige pludselig se det ansvar man har, og døden er også at rive nogen væk fra nogen, ikke bare egen død, andres død! Den som elsker kender angsten for døden på en anden måde end Montaignes og Brinkmanns i øvrigt til dels meget væsentlige overvejelser lader ane.

På trods af at jeg på en måde er Brinkmanns projekt sympatisk stemt, og selv om jeg håber at hans læsere vil få mange nye tanker, kan jeg ikke være tilfreds med den gennemgående tankens trivialisering.

Et er at forsøget på at finde ståsteder/livsoaser i gamle ideer er tilfældigt, noget andet er spørgsmålet om Brinkmann egentlig på afgørende vis kommer ud af modernitetens selvhjælpsspændetrøje? Igennem bogen løber en understrøm af en beroligende det-går-nok-alt-sammen, du behøver ikke være bange, der er trøst at hente i aforismer og maksimer, du skal bare erstatte popkulturens reklamer og jingler med nogle andre mere dybtgående jingler (s. 37). Vil det være helt urimeligt at spørge om Brinkmann har skrevet en selvhjælpsbog for (would-be) intellektuelle med kulturel fernis? Tilbydes vi reelt at forstå os selv? Hvor er ensomheden, uroen, fortvivlelsen, angsten? Hvordan forholder vi os til tiden, denne djævelske tid, som vi med Woody Allen kan tage som anledning til nihilisme (jf. s. 9 ff.) ved at opløse os selv i kosmiske dimensioner (læs Laurence Sterne -- eller Goethe!)? Dog samtidig kan vi handlingslammes ved tanken om enhver handlings skæbnesvangre betydning? Men er det ikke alvoren i det sidste som fremmer en generel ironisk distance som skal skjule en anden form for nihilisme, fortvivlelsens nihilisme? Og er det ikke disse vanskelige forhold som ikke mindst Kierkegaard analyserer i Begrebet Angest?

I Stå fast anbefaler Brinkmann at man skal læse bøger, især skønlitteratur og dvæle ved fortiden. I Ståsteder undskylder Brinkmann sig med at han ved mere om filosofi end om kunst (s. 24). Måske! Men måske havde refleksioner i forlængelse af kunst og historie været mere væsentlige, mindre trivialiserende og et bedre bud på en ægte udvidet selvindsigt.